onsdag den 17. december 2008

Da Julemanden fik varme fødder og sagde op

Nissen havde taget sin røde jakke, sine røde bukser og røde støvler på. Huen var knaldrød, og ansigtet var godt på vej til at blive lyserødt, mens næsen havde antaget en let blålig farve. Han trak skuldrene op og huen ned om ørerne. Tænderne klaprede og resten af nissen rystede i den kolde polarvind. Han gik 50 meter hen ad den lange, lige bane hvor sneen var plan og hård, stampet af mange små nissefødder. Der var mørkt, men han kunne skimte et skilt for enden af banen. Han vidste at der stod ”løft fødderne”, men anede ikke hvorfor. På hver side af skiltet stod en lille lampe af den slags der består af en glasbeholder med et lys indeni. Han dykkede ned i lommen og fandt en lighter. Han tændte forsigtigt hvert lys, og gik så ud til siden, hvor han trak armene helt ind i jakken og slyngede dem rundt om sin rystende nissekrop. Så ventede han. Der lød en meget dæmpet lyd af jern mod sne, og en sort skygge strøg mod det sted nissen stod. Den sorte skygge fik langsomt matte farver i skæret fra de to lygter. Der er noget galt, nåede nissen at tænke lige før rødt, grønt og guld strøg lige forbi ham. Polarvinden afløstes kort af et varmt pust, så lød et stort PLUTFGFSC, og mørket omsluttede nissen og den store kane, som havde ramt snedriven bag landingsbanen og slukket de to lygter. Pakker lå spredt rundt om i sneen, og nissen stod lamslået, men uskadt. Da han var kommet til sig selv, klatrede han op ad snebjerget for at se om det værste var sket.

Omkring frokosttid dagen efter prøveflyvningen havde et hold mekanikernisser bjærget den ramponerede kane. Pakkerne var også samlet ind og stuvet sammen i magasinet efter en nødtørftig reparation. De var klar til næste gang kanen skulle testes. Men i sin klinik gik lægenissen og rev sig i skægget, og var slet ikke sikker på at der ville blive en test mere dette år. Denne første testflyvning havde bekræftet hans værste ænstelser, og det var ikke bare kritisk, det var allerede katastrofalt.

Julemanden var blevet for tung til at flyve!

Nu bør man ikke tro det er let at flyve i en kane. Når julemandens kane kan flyve og menneskers kaner ikke kan, så medfører det ikke at julemandens kane altid kan flyve og menneskers kaner aldrig kan. Mennesker kunne udstyre deres kaner med vinger, raketmotor eller en helikopterrotor. Det ville godt nok overflødiggøre rensdyrene, og få kanen til at se meget lidt kaneagtig ud. Men i princippet er det muligt. Altså: under visse omstændigheder kan en kane flyve. Sådan er det også med Julemandens kane. Den er et uhyre avanceret fartøj, og slet ikke noget legetøj.

Julemanden fik kanen mens han stadig var juleknægt, og historien om hvordan det gik til er lang og kedelig. Den handler om hvordan julemanden omdelte Bilkas tilbudsavis til 4.743.982 husstande hvert år i 237 år, indtil han havde penge nok til at købe den kane han altid havde drømt om. Alle de mange år havde han boet hos den hellige Jomfru, som havde givet ham en streng, men kærlig, katolsk opdragelse. Det var derfor ikke så lidt af en befrielse da han nåede sit 510. år og blev myndig. Han købte sin kane og satte kursen stik nord, for deroppe drejede jorden hurtigst rundt.

Vi må huske at dengang kunne kanen endnu ikke flyve, så julemanden bumlede af sted over jordknolde og græsmarker. Og hvor gjorde han så det, spørger man, men har må vi desværre være en smule upræcise. Den som solgte Julemanden hans kane har på det bestemteste frabedt sig enhver berømmelse, og ønsker at forblive anonym. Af hensyn til hans forretning forstås. Derfor kan vi ikke sådan røbe hvor kanen er bygget, men springer direkte til den grønlandske is. Julemanden mærkede sne under mederne, han mærkede den kølige luft omkring sig, og han smilede, thi det hjalp ham til at ryste den hellige Moders varme omfavnelse ud af kroppen. Videre nordpå gik det i strakt rensdyrgalop.

Jo længere nordpå Julemanden kom, jo lysere blev det indtil han syntes han kunne se solen alle døgnets timer. Den vandrede i en ring på himlen og mindede ham om hans morfar. Han vidste ikke rigtig hvorfor, og brød sig heller ikke særlig om tanken, så han trak sin grønne hue ned i panden, så den næsten skyggede for lyset. Men det hvide landskab reflekterede det. Sne, sne og lys. Men til gengæld nød Julemanden at kunne ræse deruda’ med otte rensdyrkræfter og ingen til at fortælle ham at besindighed er en kardinaldyd. Han følte sig fri.

Og just som han kom ræsende hen over Nordgrønland så han en iglo. En slags iglo-værtshus om man vil. Og julemanden var blevet sulten efter den lange rejse, så han satsede på at der var mad at finde inden døre. Han parkerede kanen, smækkede sidedøren og lagde rensdyrene i benlås. Så slog han døren op og gik ind.

Bag døren var en væg. Af røg. Tyk og hvid var den som hundreder af rensdyrhaler, og gennem den kunne julemanden skimte svage silhuetter der lå og sad rundt omkring og pulsede på nogle mærkelige rør. Det røg svagt op af rørene, og tykke røgskyer sivede ud fra silhuetternes hoveder. I baggrunden sang Beatles ”come together, riiight noow. Over me”. Det var megastenet. Men der var noget i røgen som gjorde julemanden glad. Den var meget anderledes end den hellige røg han var vant til hjemmefra. Denne her duftede sødt som honning og smøg sig om hans frostblå næse som velour. Ja han følte det som var han landet i paradiset (som han havde hørt så meget om som barn).

Og nu lå han så der. Han var faldet omkuld og lå… nej han svævede. Og rummet flød sammen omkring ham og det var som at køre 4000 km/t i kane. Julemanden var lykkelig og endelig fri. Nogen rakte et af de mærkelige rør over til ham, han tog det, sugede og …

Tolv timer senere vågnede julemanden og konstaterede at nogen havde båret ham op på et værelse. Han havde ondt i hovedet, og var drabeligt sulten. Han kunne spise et af sine rensdyr hvis det skulle være. På en sær måde forekom det ham at hans sult var forbundet med hvad han end havde lavet tidligere på ’dagen’. Han gik ned i den hal som han havde sejlet rundt i dagen før. Folk sad rundt omkring og spiste, og Julemanden bestilte et stegt hvalrosinderlår mens han prøvede at regne ud hvilken slags folk han var kommet blandt. Små og blege var de, og talte uforståeligt, men Julemanden var ærlig talt heller ikke sikker på hvor klar han var i hovedet.

Han slog døren op, kiggede ud og opdagede at det for første gang i ugevis var begyndt at mørkne. Han blev en anelse bekymret, da han ikke havde lys på kanen, og mørket ville givetvis vare i månedsvis når det først var indtruffet. Han gik ind i hulen igen og spurgte med sit bedste tegnsprog en af de små, blege mænd der sad og voldfrådede en sælskinke, om det virkelig var ved at blive mørkt. Den lille mand nikkede ivrigt, men pegede så smilende på en af de rør de havde suget på da Julemanden kom ind.

Nu skete der sådan set ikke så meget mere de næste seks måneder. Det blev mørkt, rensdyrene blev opstaldet i et værelse, og i stuen hang julemanden og de små mænd og røg, spiste og sov, røg, spiste og sov. I månedsvis levede de sådan. Men så skete det at dagen kom. En solstråle trængte ind og ramte Julemanden lige i fjæset. Han rejste sig op - med noget besvær, for han havde taget et par kilo på i løbet af den lange vinter. Solen slog mod hans ansigt og han var fuld af overskud. Han havde lyst til at give hele Verden en kæmpe krammer. Han ville råbe sin lykke ud, men han var nok stadig lidt skæv, og formåede kun at udstøde en ukontrolleret, dyb latter. Ho ho. Ho. Hik. Ho…

Oven på en hel vinters megaskævert var julemanden sprængfyldt med kærlighed. Han ville være ven med alle på hele jorden, og besluttede at gaver nok var den bedste måde at vinde deres venskab på. Og julemanden var ikke så lidt af en entrepreneur, så i løbet af et par uger havde han engageret alle de omkringboende små mærkelige mænd. De skulle hjælpe ham med at lave gaver, og til gengæld kunne han garantere dem en lille andel af den store kærlighed der ville flyde den anden vej. ”Der er simpelthen så meget kærlighed i verden”, siger Julemanden. ”Rørene er ved at give slip, vi må gøre det til vores fælles projekt, vi må finde en mulighed for at distribuere al den kærlighed der er i Verden.”

Og da han hev rensdyrene ned fra deres værelse fandt han ud af hvordan han skulle distribuere gaverne. Rensdyrene, som havde stået en hel vinter og modtaget al røgen fra stuen nedenunder, var så skæve at deres næser lyste, og hoppede hele tiden op og ned, overbeviste om at de kunne flyve. Mekanikernissen fik så den ide at hvis man nu borede kanen, så kunne det være at hastigheden og rensdyrenes skævert tilsammen kunne løfte den fra jorden.

Ingen vidste egentlig hvordan det gik til, men snart efter fløj kanen. Og selv om man med vanlig mistro havde testet den hvert år en uge inden jul med ægte julemand, og dummy-pakker, så havde den troligt fløjet.

Altså lige indtil i dag, hvor det frygtelige var sket.

Nu lå julemanden forslået derinde, rensdyrene stod forkølede i stalden og ingen vidste deres levende råd. Alle vidste hvad der var galt, for staldnissen havde testet om kanen kunne flyve uden julemand. Altså var det julemanden som måtte være blevet for tung. Der var ingen tvivl. Og det var det lægenissen nu sad og rev sig i skægget over. Julemanden var blevet for tyk, og uden julemanden ingen julegaver, og uden gaver, ingen distribution af kærlighed, og så ville rørene jo springe.

Udenfor var det aften den 16. december, og stadig nederdrægtig koldt. Mørket omsluttede fabrikken, sådan som det gjorde dag og nat på denne årstid. Der var otte dage til jul.

Hvad nu med Julemanden? Han lå i fabrikkens spa og boblede. Han lå i det boblende bassin og flød ud som en kogt smørklat. Hans skrammer gjorde ikke ondt længere, han følte bare en varm fred strømme igennem sig, og tænkte at det var første gang i mange år han havde denne følelse. I så mange år havde det kun drejet sig om at flyve. Trodse tyngdeloven og hans mor. Fræse hen over himlen som en komet og være ven med Gud og hver mand. Fest og farver og piger var det også blevet til, da han for 50 år siden var med i en Coca Cola-kampagne. Han lo da han tænkte på episoden. Det havde været sjovt. Det var dengang han fik sit røde tøj, og måtte give regnskabsnissen grå hår fordi alle nisser på fabrikken skulle skifte arbejdstøj fra gråt til rødt.

Nu var han efterhånden blevet 1654 år, og var for tung til den kane han havde kørt siden sin grønne ungdom. Alt i alt havde han nok været en succes. Han havde nået sit mål: at sprede kærlighed til hele verden. Det var et kredsløb. Hele verden sendte sin kærlighed op til ham, og han sendte den tilbage. Sådan havde det været i århundreder. Men når han tænkte over det nu lød det som noget hippie-pis. Hvorfor skulle han egentlig tage ansvaret for andre folks lykke? Det var en umulig opgave. Det begyndte at dæmre for Julemanden at hans job hvert evig eneste år havde været at udføre det umulige. Og han havde gjort det uden tanke for det vanvittige i foretaget. Han havde været ung og grøn.

Hvis han nu ikke kom ud at flyve igen, hvad ville der så ske. Han ville stoppe et kredsløb af varm kærlighed. Standse den atlantiske pumpe og måske indvarsle en ny istid. Men Julemanden var ligeglad. Han lagde hovedet tilbage og sukkede dybt i lettelse over sin nye beslutning. Verden måtte klare sig uden ham.

Fra pr-nissen udgik der dagen efter en pressemeddelelse som her skal gengives i sin helhed. Hermed slutter denne del af historien. Den sidste rest må I selv sørge for.

PRESSEMEDDELELSE
18. december 2008

Julemanden har parkeret kanen.

Pr-nissen på Julemandens værksted i Grønland meddeler hermed at Julemanden med øjeblikkelig virkning har nedlagt sit hverv som Julemand. Der sker dels af personlige, dels af praktiske grunde. Julemanden understreger at beslutningen er grundigt gennemtænkt og ikke lader sig ændre.

Julemanden gør desuden opmærksom på at julen sagtens kan afvikles uden ham. Den megen kærlighed som han traditionelt har modtaget og omsat i julegaver må finde nye veje. Julemanden har store forhåbninger til at folk finder disse veje selv. Gaver er ikke det eneste udtryk for sand kærlighed, siger han og tilføjer:
Tag hinanden i hånden, syng, tænd et lys, bryg kaffe. Så skal det nok blive jul, også i år.