Jeg er træt, mine fødder er kolde, mit tøj lugter af røget ål, og inden i mig strømmer højskolesangene, varme og livgivende, endnu en del af min bevidsthed, endnu klingende og vibrerende som de altid gør når vi har haft sangaften i SMÅ. Jeg ved intet, end ikke højskolen, jo måske, men så alligevel ikke, intet som kan måle sig med dem. Sangaftenerne er de aftener hvor SMÅ er størst, hvor det kristne og det fælles går sammen i en højere enhed, hvor jeg, der ellers altid tvivler, føler mig hjemme. Mere hjemme i de kristne sange som jeg ikke kan forstå, men som jeg kan nyde uden at være en del af en dagsorden. Min lille flugt ind i højskolens moderskød, som ikke kan findes hos højskolen selv når man én gang har forladt den. Det må findes andetsteds. Jeg finder det her.