Pi

Yann Martels Life of Pi ligner Hundehovedet på den måde at den er formet som en fortælling. Som én lang fortælling ganske vist, en umanerlig usandsynlig skrøne som man aldrig ville tro på hvis ikke man blev suget ind i historien og tvunget til at acceptere den.

Det meste af handlingen foregår i en lille redningsbåd befolket af en mand på 16 år og en bengalsk tiger. For at sandsynliggøre dette gør Yann Martel lidt ligesom Jules Verne, når han vil skyde et projektil ud af jordens tyngdefelt med en kæmpe kanon; han læsser så mange videnskabelige fakta på at læseren må overgive sig, anerkende forfatterens viden og acceptere hans konklusioner. Helt uden selv at kunne gennemskue argumenterne vel at mærke. Ville det være muligt at indrette sig i en redningsbåd med hver sit territorium? Jeg ved det ikke, men det er en rigtig god historie.

Til gengæld virker forfatteren som om han selv kommer i tvivl om bogens karakter. Det meste af tiden er den seriøs, fantasifuld, men omhyggelig med at sandsynliggøre alt som sker. Men ind i mellem har han lagt små passager eller ord som hører til i en komedie. Som om forfatteren træder et skridt tilbage og opdager det absurde i den scene han er ved at udmale, og kommer til at fnise, for så at tage sig sammen og fortsætte i en seriøs tone. Hans fnis ligger rundt omkring og gør romanen let ujævn.

Det bedste i den er netop når historien kulminerer efter 200 dage på havet og en masse beskrivelser af hvordan man overlever som skibbruden. Robinson Crusoe - nu med tiger. Da han er udmattet og ved at blive blind af vitaminmangel begynder den mere syrede del af romanen. Nu bliver Robinson Crusoe til Gullivers rejser, tigeren begynder at tale, en mystisk, flydende ø dukker op og man begynder så småt at tvivle på det realistiske. Og pludselig husker man at det er en fortælling. Hvem ved om det hele ikke er løgn. Sådan nogle metaøjeblikke er gode, de kan gøre en god historie meget bedre.