Ib Birkedal og retsopgøret efter besættelsen

Så fik jeg også 'læst' dette lille værk af Peter Øvig Knudsen, Birkedal - en torturbøddel og hans kvinder. Mit første møde med Øvig var hans Rosenkjærforedrag på p1 hvor han talte om besættelsestiden, dens mennesker og de myter vi har bygget op siden. Her omtalte han blandt andet Ib Birkedal som en af de mest frygtede og grusomme forhørsledere Gestapo rådede over. Det var værre at komme i hænderne på ham end på end tysk officer. Det er en af de tragiske ejendommeligheder der gjorde sig gældende at dem der samarbejde aktivt og ud fra et ægte engagement ofte var slemmere end de slemme selv.

Det er nødvendigt at skelne - i det mindste i teorien. For den officielle samarbejdspolitik gjaldt det ifølge Søren Mørch om at forudse de krav der måtte komme fra besættelsesmagten og imødegå dem med indrømmelser der var mindre end kravene, men dog så store at kravene bortfaldt. Det var bureaukraten Erik Scavenius' princip for regeringsførelse under besættelse. En konkret udløber af det princip er den berygtede erklæring hvor Scavenius på baggrund af "de store tyske sejre der har slået verden med forbavselse og beundring" kalder til accept af en "nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab" og forudser "et nødvendigt og gensigtidt aktivt samarbejde med stortyskland". Ifølge Mørch var den erklæring netop en slags indrømmelse af den slags der ikke kostede noget som helst, men kunne skabe velvillighed hos Dr. Werner Best. Den tjente ikke folket til ære, men vel til gavn, hvilket var idealet for en bureaukrat som Scavenius.

Der foregik dog samarbejde af anden slags som gik ud over dette ideal. Der var de ægte danske nazister såsom Ib Birkedal Hansen og de øvrige medlemmer af hans gruppe. Af denne gruppe blev fire dømt til døden i retsopgøret efter besættelsen, men kun Ib blev henrettet, de tre andre fik livsvarigt fængsel. Retsopgøret varede fem år, og af de 46 der blev henrettet blev de somme af de første henrettet for langt mindre forbrydelser end dem som Helge Keil, Finn Prehn og John Kolling fra Birkedalgruppen blev benådet for.

Øvig siger det ikke, men det virker som om retsopgøret var et raseri der blussede op og efterhånden lagde sig igen. Justitsminister Steincke udstedte mange benådninger i 1950 også fordi det var politisk opportunt. Kun Ib Birkedal kunne man ikke benåde, og han blev således den sidste henrettede af 46. Det tal skal holdes op imod at de 102 dødsdomme som blev afsagt. Det ligner lidt sagen om den sidste henrettelse i fredstid af Jens Nielsen, som afsonede for ildspåsættelse og flere gange forsøgte at myrde en fængelsbetjent. Han blev benådet første gang og først anden gang dømte Højsteret ham nærmest modvilligt til døden. Han blev halshugget i 1892. Det officielle Danmark bryder sig ikke om dødsstraffen.

Man forestiller sig justitsminister Steincke med sved på panden og alles øjne rettet imod sig. Retsopgøret var en balancegang, ikke mindst fordi det officielle Danmark jo havde samarbejdet med Tyskland indtil 1943 og dansk Landbrug og industri havde nydt godt af eksporten til Tyskland. De fem magre år var ikke magre for alle. Her Gjaldt det i høj grad om at finde balancen mellem det man vurdrede som ægte, villigt samarbejde såsom Birkedals og det tvungne samarbejde som blev dikteret af 'nødvendighederne'. En meget pragmatisk og aldeles uheroisk kalkyle.

Og så var der selvfølglig de tilfælde hvor man fra officielt hold gik langt over stregen. Fra tysk side ønskede man at få uskadeliggjort de danske kommunister og det hjalp man dem villigt med, ja man sørgede for en sikkerheds skyld for at internere mange flere end tyskerne havde krævet - bemærk at det er et eklatant brud med Scavenius' førnævnte bureaukrat-ideal. I dag kan man næppe forestille sig hvordan man tænkte dengang, men på sin vis var kommunister værre end nazister. Samarbejdspolitikken blev vendt på hovedet og tyskerne samarbejdede med den danske regering i at slippe af med flest mulige kommunister.

Hans Scherfig øser al sin gift ud over dette kapitel af samarbejdspolitikken i Frydenholm fra 1962. Den er ganske læsværdig.