Mindesmærket for Første Verdenskrig indeholder navne på alle de lokale som faldt i krigen. Indskriften lyder Charlottenburg den in seinem Dienst im grossen Kriege fürs Vaterland gefallenen (Fra Charlottenburg til dem der faldt i den Store Krig for Fædrelandet).
Ved siden af dette store mindesmærke hænger en krans med indskriften Den Opfern der Gewaltherrschaft 1933-1945. Billedet til højre har jeg taget, men hvis man går ind på www.denkmalprojekt.org og finder billeder af kransen, har teksten ændret sig til Den Opfern des Krieges 1933-1945. Jeg ved ikke hvorfor man har ændret teksten for det mere interessante er jo at der ikke står "De faldne", men "Ofrene". Det kan forstås så bredt som man vil. Ofrene er naturligvis Jøderne, Sigøjnerne, de dræbte og fordrevne og alle de besatte, men også de mange tyskere som fik deres hjem sønderbombet og endelig de mange faldne på begge sider for en meningsløs krig.Det startede egentlig i den første Verdenskrig. Reelt var de som faldt im Grossen Kriege fürs Vaterland også ofre, rene drenge som med Remarques ord var marcheret direkte fra skolestuen ud på slagmarken hvor mange af dem døde under deres ilddåb. Efter krigen blev Tyskland som bekendt ydmyget godt og grundigt, og det giver mening at man i det mindste sikrede et ærefuldt mindesmærke for dem som faldt. Det gjaldt om at bevare stoltheden. Historieskrivningen lige efter en krig er sjældent særlig troværdig, og var det heller ikke på den anden side.
Det interessante er hvordan den næste krig fra starten var illegitim - et Voldsherredømme. Krigen var ikke længere et legitimt udtryk for national storhed. Siden 1945 har man som bekendt fortsat med at føre krige, ikke for nationale symboler, men for værdier. Den krig som blev tilsmudset i skyttegravene i Belgien og Frankrig forsøger man at vaske ren. Man kæmper for rene, pæne værdier som demokrati og frihed, man kæmper med teknologi, foretager kirurgiske angreb, og slår så få som muligt ihjel. Det er faktisk næsten ikke krig. Det er netop når vi hører den slags vi skal huske på de to krige som skulle ende alle krige og på sin vis gjorde det. Nu mangler vi bare at være ærlige over for os selv.
4 kommentarer:
da jeg var i Berlin lige efter murens fald, kunne man stadig sammenligne de forskellige versioner af historiens gang alt efter om man var på et Øst-museum eller et Vest-museum. Det var ret bizart. Charlottenburg er smukt. Der har jeg engang fodret et håndtamt egern.
Jeg var også i Berlin få måneder efter murens fald, men havde vist ikke så megen fornemmelse for historiens vingesus. Jeg opdagede først at der var en mur da den faldt. Og jeg oplevede ved selvhak at den var meget solid. Derefter gik der 13 år før jeg vendte tilbage. Jeg ville give min venstre storetå for at opleve byen igen dengang i 1990. Det er så surrealistisk at forestille sig at der gik en grim mur hen forbi Brandenburger Tor og at Potsdamer Platz bare var en pløjemark. Og die S-Bahn var ikke i brug dengang. Den stod bare som en øst-slange der stak ind i vestberlin. Den tilhørte faktisk Østberlin, har jeg ladet mig fortælle uden at forstå det.
Men jeg kan først og fremmest lide den restaurerede, pæne by; byen for de nulevende Berlinere. Den er eksemplarisk, Charlottenburg ikke mindst.
Det er spændende, det med øst- og vestmuseer. Jeg har med vilje aldrig været på historisk museum i Berlin, men det kunne være ganske spændende hvis man havde den politiske dimension med, rigtig eksplicit.
Jeg har ikke fodret egern, men jeg har kigget på en frø der trådte vande i fem minutter i et springvand i Schlosspark Charlottenburg.
http://www.kobeshoes.uk
kd shoes
adidas nmd r1
tory burch shoes
lacoste
adidas crazy explosive
jordan 12
nike air max
adidas tubular shadow
jordan shoes
Send en kommentar