Til Bibelgruppemøde denne aften vovede jeg for første gang et øje og smed et paradoks på bordet som burde kunne vælte hele den kristne Gudsforståelse. Ikke at det er min intention, eller forhåbning. Men det er interessant at der snakkes så lidt om det. Problemet er som følger:Syndefaldet er en forbrydelse som skiller mennesket fra Gud. Adam og Eva synder, Gud bliver vred, han bliver rent ud sagt stiktosset og skumler de næste 3000 år. Så kommer forløsningen i form af Jesus. Jesus lider og dør for vore synder, altså synder som alle kan føres tilbage til arvesynden, den forbrydelse som gjorde Gud vred. Herefter er Guds vrede væk.
Men...
Det er jo ret beset en handel der er slået af. Den første synd skabte en skyld, dvs. en gæld som skulle betales. Efter 3000 år kom Jesus og betalte. Eller som det hedder: Gud sendte sin søn til jorden for at han skulle bære menneskenes synder. Med andre ord har vi med et kosmisk retfærdighedsprincip at gøre som er større end Gud. Og ikke bare det. Hvis man skal være virkelig provokerende kan man jo uden videre hævde at Gud ikke på noget tidspunkt 'tilgiver' menneskene. Han tager sig godt betalt. At han lader sin egen søn ofre er ganske vist tegn på at tilgivelsen kommer fra ham som gave, men det forudsætter igen at Gud ikke har magt eller vilje til at sætte sig ud over selve retfærdighedsprincippet.
Øje for øje, tand for tand hedder det i moseloven. Som bekendt har Jesus ikke forkastet Loven, men tværtimod opfyldt den. Hans offer må være den ultimative opfyldelse af buddet om at betale en forvoldt skade med en lige så store skade på modparten. Han led og døde for at ingen siden skal lide og dø for den synd som Adam begik.
Ægte tilgivelse også svær, den er lige så svær som at skabe ud af intet, den er en tilintetgørelse af skyld. Vi opererer med skyld og undskyldninger i lille målestok hver eneste dag, og det er så indgroet at vi knap nok mærker det. Men at det er så indgroet tyder jo også på at det er en del af vores måde at omgås på. Hvis vi gør nogen noget skal vi und-skyldes før vi føler der er en ligevægt igen. Det er ikke blot et spørgsmål om ord. Når skyld optræder i større målestok er det heller ikke bare et spørgsmål om et ord eller god vilje. Skyld bringer hele verden i uligevægt, og det kræver sit at bringe kloden i ligevægt. Det er derfor det er en overmenneskelig og svær opgave at tilgive. Det er derfor vi skal anstrenge os for at gøre det. Og det er derfor tilgivelse gør en større.
Gud er større end alt andet. Han burde være den eneste der kunne tilgive helt uforbeholdent. Gøre gjort ugjort, udslette en slet gerning. Men han gør det ikke. Han er på sin vis stadig den iltre, nidkære Jahve - bare med den forskel at han har fået sin søn martret og dræbt så han ikke behøver gøre det samme med de mennesker han før var vred på. Hvorfor er det sådan? Og hvorfor er der aldrig udkæmpet kirkekampe om dette spørgsmål.
4 kommentarer:
Uh, ikke flere kirkekampe, for Guds skyld, og slet ikke over detaljer i teksten! Biblen er et langt paradoks. Det er ting, der har med tro at gøre ofte - og man skal passe på med at læse efter bogstavet i de her sammenhænge tror jeg. Meget.
Det handler om dogmatik, og den er ikke (altid) afhængig af detaljer i teksten. Vel er Bibelen et paradoks, men her handler det mere om hvad folk har valgt at tro.
Jeg synes Bibelen er umådelig interessant fordi den netop er sådan et fletværk af tekster og tolkninger som man i princippet kan læse hvad som helst ud af. Men netop fordi den er det er dogmatikken jo nødvendig til at fastslå hvordan det faktisk forholder sig. Jeg påpeger at der er en inkonsekvens og en særhed knyttet til det vi har besluttet at tro på.
Der er dælerme mange særheder knyttet til det vi tror på. Gud skabte verden på seks dage, sov den syvende, og lavede en kvinde ud af en mands ribben. Og det er kun de særheder der findes i biblen, så prøv at se på hvad folk tror på i vedaerne! Der er en FEST af ting, dogmatikken aldrig får naglet til jorden i diverse trosretninger, aldrig. Og tak for det. Dogmatik er når der går politik i troen, og det er der da aldrig kommet noget særligt sjovt ud af. Synes jeg ikke. Oder?
Det er vi enige om, og netop derfor er der brug for at vi anerkender det 'sjove' som sådant og ikke forfalder til at anse det for normalt eller logisk.
Men for at vi ikke skal tale forbi hinanden vil jeg lige slå fast at jeg bevæger mig ind og ud af de forskellige sammenhænge, og ikke forkaster den ene fordi jeg diskuterer den anden. Mit udgangspunkt er som nævnt at Bibelen er mangfoldig, fuld af historier som kommenterer og tolker på hinanden. Hvis den siger noget klart og tydeligt siger den oftest det modsatte i en anden passage. Det er interessant i sig selv.
Men det er også interessant at gå ind i teologien og dogmatikken, altså hvad man i fællesskab på konciler osv. har besluttet at tro på. Og det er desto mere interessant dér hvor sådan en beslutning har en konsekvens som man ikke diskuterer eller forholder sig til.
Teologer har som bekendt diskuteret de mindste petitesser over århundreder, og det her er en petitesse af en anselig størrelse vil jeg mene. Det er da interessant. Jeg er ikke teolog, og min interesse i spørgsmålet er rent akademisk, og den handler ikke om at få naglet troen fast til noget. Snarere er det et tegn på at kristne kan skifte frem og tilbage mellem forskellige jesusbilleder. Den Jesus der lider for vore synder et ét billede, og hvis man stiller spørgsmål ved det kan Jesus også beskrives som læremester, som konge, som forbillede osv. Den lidende Kristus er først slået igennem i renaissancen, så han er ikke så gammel endda.
Vi får ikke nogen kirkekamp - Med mindre vi om et par måneder lader en præst sige det her midt i agurketiden. Og formentlig ikke engang da, for det er letfattelige argumenter som enhver kan forholde sig til. Jeg har intet reelt ønske om at rokke ved andres kristensyn, blot at diskutere.
Send en kommentar