onsdag den 9. april 2008

Litteratur med eller uden mission

Jeg har nyligen slået mig på femi-romanen, hvilket er muliggjort af at Biblioteket havde en ordentlig stak liggende på mp3. Elsebeth Egholms Selvrisiko som den første, en krimi hvor en række kvinder bliver slået ihjel på en makaber måde fordi de efter morderens mening har svigtet som mor, hustru eller noget andet. Plottet får dog aldrig rigtig ben at gå på, da vi skal omkring en masse personer, deres forhold til hinanden og sig selv. Det er jo fint nok, og forekommer i alle romaner, men her er virker det ofte som om Egholm er mere interesseret i sine mennesker end den historie hun har kastet dem ud i. Hvilket får begge dele til at virke utroværdige, både personerne og de mord man hører om her og der, hvorefter historien igen handler om en mors forhold til sin datter og hendes bortadopterede søn og meget andet, som kunne være interessant hvis ikke det igen var så postuleret.

Nå, men de seneste tre dage er så gået med Hanne-Vibeke Holsts Kongemordet, som både er meget mere spændende og har grebet mig mere, men som også er meget, meget mere irriterende. Den er spændende fordi den jo fortæller en historie man kan overskue og leve sig ind i. Men litterært er den irriterende fordi den mest af alt er et indlæg i debatten om vold mod kvinder. Det er jo al ære værd, og jeg valgte tidligt at acceptere at jeg havde at gøre med en debatbog i romanform. Som sådan er den god. Den fastslår at voldelige ægtemænd sagtens kan komme fra samfundets top, det kan være den politiker vi ser på tv hver dag og beundrer for hans intelligens. Den viser hvordan vold kan blive hverdag, noget den voldsramte hustru vænner sig til. Hun drikker for at holde det ud, men forlader ham ikke, fordi selv et voldeligt forhold er et forhold som hun ikke kan undvære. Den viser hvordan den trods der nødvendigvis må bygge sig op i enhver får udløsning i stjålne øjeblikke af udskejelse som hun ved vil blive betalt med vold. Og da Linda, bogens hovedperson, så endelig, nærmest uden at tænke over det, vakler hen på et kvindekrisecenter følger vi hele hendes restituering, kropsligt og psykisk, og dramaet er blevet en opbyggelig historie henvendt alle som er udsat for noget der ligner. Samfundet omkring Linda er passivt, hvad enten man er sympatisk eller fjendligt indstillet over for hende. En klar opsang der peger ud af historien, på læseren.

Det lidt rodede formål med hele romanen - opbyggelig, informativ, formanende historie eller bare en "god historie" - illustreres af at fortællevinklen skifter hele tiden. Linda fortæller i jeg-form. Vi skal helt ind under huden, selvfølgelig! Ellers er fortælleren alvidende, og kan således følge med når den finansministeren, charmeuren og hustruskænderen Gert Jacobsen indynder sig hos en ung tyrkisk pige. Han møder hende under en politisk diskussion som er beskrevet så overfladisk at det lyser langt væk at den er et påskud. Sådan er det næsten hver gang bogen berører noget politisk. Sært nok, for dens eget slet skjulte budskab er vel også politisk om noget. Hvorfor skal al politik så lyde som en opremsning af unuancerede standpunkter som vi alle har hørt til hudløshed? Den tyrkiske pige Yasemin er f.eks. ung og frigjort men hendes forældre er fra den anatolske højslette og vil have hende tvangsgift, mener hun skader deres ære osv. Det er bevidst, man kan mærke at det er meningen. Vi skal genkende emnerne fra den politiske debat. Men kun genkende dem, ikke rigtig forholde os til dem. Hanne Vibeke Holst har bestemt hvad vi skal forholde os til, nemlig spørgsmålet om hustruvold.

Jeg synes egentlig romanen fungerer ok som informativt debatindlæg. Som roman er den træls, fuld af hensigt, og sproget er café-smart som i en Urban-klumme. Men jeg har da alligevel haft det ok med at leve mig ind i den. Ved lejlighed tror jeg også jeg vil se den serie man lavede over bogen - på svensk for at folk ikke skulle sammenligne for meget med konkrete, danske forhold. På trods af at bogen er propfuld med meget konkrete henvisninger til de sidste 10-15 år i dansk politik.

En lille finesse er i øvrigt at Gert Jacobsens barndom henlægges til Tanzania, og han beskrives næsten som en kopi af Wilbur Smiths romanhelt Sean Courtney, som er macho helt ud i hårspidserne. Wilbur Smith er ulidelig at læse fordi han i den grad heroiserer denne macho-type og nedgør broderen som mangler styrke, men læser litteratur og den slags ("Svag og psykisk", som Allan Olsen synger). Hos Hanne-Vibeke findes næsten samme par, macho-Gert som truede med at skyde sin far og bløde Ole Stig som beundrer storebroderen, springer ud som bøsse og flytter til USA. Samme arketyper, her er sympatien bare omvendt.

6 kommentarer:

Anonym sagde ...

God Egholm-pointe: Hun har kastet sine figurer ud i noget, hun er lidt ligeglad med. Femi-krimisvøbe. Plottene er elendige. Kongemordet har mere spunk, den er i det mindste underholdende, men der er jo ikke tale om litteratur i den forstand, dertil er den alt for didaktisk (altså belærende), mener jeg, og det er ikke et tilfælde at bogen har det så ufatteligt godt i Sverige, hvor man helt pjattede med didaktisk litteratur i øjeblikket. Jeg vil helst være fri - en hun er underholdede, Holst. Kan skære et plot. Kan Egholm ikke.

Anders Søe Plougsgaard sagde ...

Men fra i morgen er jeg i gode hænder. Næste bog jeg har fået fingre i er Kirsten Thorups Førkrigstid. Den har du jo holdt foredrag om og alt muligt og vist også skrevet om på blog, så her kan jeg vel regne med en vis kvalitet...

Dorthe Nors sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Anonym sagde ...

Jamen, er du vild, det er slet ikke i samme boldgade, ikke samme land, planet, er du vild. Kirsten Thorup kan jo noget fuldstændigt tidløst. Det er kunst versus tidens trend, så du er i gode hænder med "Førkrigstid", mener jeg. Det er en god bog. Sproget er mageløst, tematikken går ud over 1:1-læsninger, den kaster en klog tegning på væggen bag sig, Førkrigstid. Men du skal overgive dig til den. Er det lydbogslæsning igen?

Selv læser jeg Blekingegadebanden, men jeg synes faktisk "Birkedal" var bedre (så langt så godt).

(mig der slettede deroppe, ups :)

Anders Søe Plougsgaard sagde ...

ja, jeg har bogen på lyd. Men jeg vil ved lejlighed læse Birkedal-bogen. Jeg synes Blekingegadebandebøgerne var mageløse, så der er noget i vente lader det til. Men mens jeg arbejder lytter jeg til det jeg har.

Anonym sagde ...

Synes også Blekingegadebanden (vol.1) er god, men "Birkedal" er et mesterværk indenfor den genre Peter Øvig Knudsen gør i.