mandag den 28. april 2008

Folkekrav?

Sjovt nok prøver journalister end ikke at skjule det når de bedriver sensationsjournalistik af den slags der har meget lidt med journalistisk håndværk at gøre. Tag nu en politiken.dk-artikel som denne hvor man sukker opgivende alene over overskriften: Danskerne kræver Jakob-sagen genåbnet.

Hvem er så "Danskerne"? F.eks. 1350 medlemmer af en Facebook-gruppe med navnet Genåbn Jakob-sagen. Min erfaring er at man ikke behøver megen overvejelse for at slutte sig til sådan en gruppe. Facebook indbyder ikke til overvejelse, men forventer til enhver tid at man tilslutter sig hvad som helst og samtidig inviterer sine 300 venner. Er medlemsskab af så løs en gruppe nu blevet indikator for hvad 'Danskerne' mener?

Bedre bliver det ikke med næste indikator: 42.000 har stemt i en online afstemning på bt.dk. PÅ BTs HJEMMESIDE! af dem har 85% stemt ja til den omtalte genåbning, hvilket giver 35.700 individer eller 1,5% af befolkningen. Vel at mærke 1.5% af danskerne som alle læser bt.dk.

Det er altså noget af et tvivlsomt 'folkekrav' der har rejst sig. Politiken ved ikke helt hvad den skal mene, så den bruger ord som 'danskerne' og 'folkekravet' uden ironi endsige sarkasme, men afslører samtidig det stupide i den slags tiltag som der her er tale om. For sagen er ikke lukket. Hvem har sagt det? Ikke Politiet, som ikke "lukker" sager, men måske nok prioriterer hvilke sager de vil bruge tid på. Til overflod venter politiet faktisk på konkrete resultater af retskemiske undersøgelser, så sagen er alt andet end lukket. Men det har 'folket' jo ikke just det store overblik over. Slet ikke når 'folket' udgøres af BTs læsere.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Du skriver

"Vel at mærke 1.5% af danskerne som alle læser bt.dk."

Men det er det jo ikke engang, for det er jo heller ikke alle, der laeser BT, der har stemt i den afstemning naturligvis...

Anders Søe Plougsgaard sagde ...

Næ hov! det skriver jeg jo heller ikke, jeg skriver blot at de 1,5% af danskerne som har stemt, læser BT. Eller de har i hvert fald været på siden.