fredag den 14. marts 2008

Smoothie vs. McDonald's

Jeg ved ikke hvornår fænomenet smoothie ankom. Jeg må have kigget den anden vej, have bundet mine snørebånd eller nyst, for pludselig talte alle om dem. sådan en smutti består simpelt hen af frugt og grønsager som er blendede så de glider ned nærmest uden at man skal andet end hælde. og sige *gulp* en tre-fire gange. Det sku være ganske sundt, og det er også ret dyrt.

Det minder mig om at jeg i går kiggede ind hos de ungradikale som jeg ikke har set i lidt over et halvt år eller sådan noget, og diskuterede med en naturvidenskabs-candidatus om det ville være godt eller skidt at berige McDonald's-mad så det blev sundt - og så lade folk spise løs. Selv mener jeg ikke dårlig smag bliver bedre af at være sund. Men der var faktisk perspektiver i diskussionen, den knyttede an til det kendte science fictionfænomen at man ikke spiser mad, men bare tager en pille der indeholder det hele. Sådan en Enriched Big Mac er vel bare en overdimensioneret pille, den smager mest af salt og sennep og hvis den rent hypotetoretisk kunne give os alt hvad vi havde brug for skulle vi så ikke smide alle de brosten vi havde i hænderne og løbe ind og guffe? Så kunne vi jo bare finde noget andet at gå op i og bygge vores kultur omkring.

Og her kunne jeg godt give mig til at besynge madlavningens velsignelser, hvor spændende det er og hvor meget det giver en og hvordan maden bliver tilsat en oplevelse osv, men det vil jeg ikke, nej, for faktisk er det møgbesværligt, det optager timer hver dag hvortil kommer alt bøvlet med at gøre rent og vaske op. Alle grønsager og frugter har skræller der skal smides ud, man skal holde øje med dem så de ikke ligger og rådner i køleskabet og man forstår efterhånden hvorfor husmodergerningen var en fuldtidsbeskæftigelse som aftvang sin afmålte respekt. Det er faktisk vildt bøvlet ikke bare at gå på McDonald's. Så jeg vil slet ikke argumentere, nu må jeg i gang.

tilføjelse 8.45: så er kreationen klar til fri beskuelse. Ananas, rødbede, bladselleri, jordbær, hindbær, citron, appelsin og appelsinjuice.

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg kan godt forstå, at man finsnitter alle de der ting, fordi det ville tage for lang tid og også virke bizart at tygge sig igennem dem.

Smoothien sneg sig også ind på mig, men jeg tror den blev særlig udbredt samtidigt med at fænomenet 'brunch' ramte os. Ingen 'brunch' uden 'smoothie'.

Anonym sagde ...

Vil De lade mig forstå at dette er løsningen for os der ikke kan lide sunde ting? Man mangler næsten kun at tørre væsken og lave den til en pille. Så kan vi andre være med.

Jeg har forresten lige investeret i vitaminpiller, som kompensation for den alt andet end varierede kost jeg stopper mig med til hverdag.

Anders Søe Plougsgaard sagde ...

Man kan da få blåbær i pilleform...

Anonym sagde ...

...forskellen på en BigMac og en smoothy, er at sidstnævnte smager af noget!
Konsistensen er den samme ;-)

Anders Søe Plougsgaard sagde ...

Ad, tænk sig en smoothie lavet af blendede Big Macs. Lige noget for Homer Simpson. Bortset fra at de hedder Crusty Burgers i Springfield.