Grænser for guf

Jeg løb tør for pebermyntete hen på formiddagen, så jeg pakkede mig godt ind og gik ned i Netto, hvor jeg blev opmærksom på endnu en interessant ting ved at interessere sig for mad. Jeg er ikke særlig fristet til at købe chokolade og slik, selv ikke når jeg er syg. Ikke at det i sig selv havde været forkert eller farligt, jeg er nok næppe blevet syg af for meget chokolade. Men det koster jo også, og det er dyrt nok at købe alle de sunde varer, så jeg sparer gerne hvor jeg kan.

Og faktisk er det ikke noget problem. Der hvor jeg ikke kan holde mig tilbage er i selskab med andre. Der er noget socialt ved at spise kage eller chokolade. Det gjorde jeg så her til aften hvor jeg vovede mig til foredrag i SMÅ og drak 1½ kande kamillete mens Johannes Nissen talte om etik. Dér tog jeg da min del af kagerne, for hvem kan lade være. Mums!

Det er ikke helt dårligt at have en slags social bremse for hvor meget man spiser. Jeg mindes stadig da jeg i sjette klasse købte en pose Familie Guf på 300 gram og guffede for en hel familie i løbet af en time. Det var ikke specielt dejligt.

Det er den slags jeg gerne vil undgå. Jeg kan kun være rigtig principfast og entusiastisk alene. Det sætter også en naturlig grænse for fanatismen, så jeg er ved godt mod.