den slog aldrig igennem

Honeywell Model 316 køkkencomputeren blev lanceret i 1965. Den vejede 68 kg og kostede $10,600. I hukommelsen kunne den have 4Kb lækre madopskrifter og så var den bygget med integreret skærebræt. Der blev ikke solgt et eneste eksemplar.

Alderens udtryk

Ca. 1980. Karen Berg og Karin Nellemose som Fru Fernando Møghe og datteren Misse Møghe. Karen Berg er på billedet midt i halvfjerdserne og Karin Nellemose er et år ældre.

Apostroffernes apostle

Nej, det er ikke Indiana Jones, men han er ude i en slags korstog. Det har foreløbig varet tre måneder, og fjenden er typos, forkert stavede ord. Manden på billedet hedder Jeff Deck og han har sammen med sin medpedant Benjamin Herson rejst rundt i USA og korrigeret hver typo de har kunnet finde. Nogle gange selv, nogle gange blot ved at påpege fejlen for indehaveren af skiltet. De er selvfølgelig også ofte blevet bedt om at skrubbe af.

På billedet ovenfor er Jeff ved at male en nydelig apostrof i Men's. I Danmark ser man ofte den modsatte fejl, nemlig at apostroffen er der selv om den ikke bør være det ifølge dansk retskrivning. Jeg har dog ikke set nogen gå rundt med en spatel og skrabe apostroffer af danske skilte.

Læs om de to kors- eller snarere apostroffarere i Chicago Tribune.

Inkaens fjerde mulighed

Jeg hørte Peter Dreyer fortælle om sin bog i Vangsgaards Antikvariat for nogle år siden. Det var egentlig bare for at få en hyggeaften med lidt kaffe og litterær adspredelse. Dreyer er ualmindelig høj og rødhåret. Sådan en som sikkert blev kaldt flagstang som barn. Jeg har i øvrigt lige opdaget at min kollega Elin har gået i skole med ham, men glemte at spørge.

Jeg kan ikke huske hvad han fortalte om bogen. Men han talte længe om en idé han havde (læst om): der findes en fjerde dimension. Og genstande i den fjerde dimension kan bevæge sig ind og ud af den tredje. Det lyder fantasifuldt, men han illustrerede det med en fortælling kaldet flatland, der foregår i en todimensionel verden befolket af polygoner. For at kende hinanden må man bevæge sig rundt om den anden og tælle kanter. Kongen har ingen, han er rund. Det interessante er at der ovenover og nedenunder denne todimensionelle verden er et tredimensionelt rum. En kugle der bevæger sig gennem dette vil starte med at være et punkt, derpå blive en cirkel der vokser og igen aftager, bliver et punkt og forsvinder.

For de todimensionelle væsener er dette uforklarligt, men de kender jo også kun de to dimensioner de lever i. Kunsten er at tænke denne oplevelse ind i det tredimensionelle rum. At tænke sig at en ting kan være samme sted som os i det tredimensionelle rum, men langt væk i det fjerde. Det nærmer sig, det dukker op, det forsvinder igen.

Det bruger Dreyer til at lade en pyramide dukke op og forsvinde igen i en peruviansk bjergsø. Det sker hen i slutningen af romanen, som først og fremmest er fyldt med hovedpersonen og hans kompliceret kærlige forhold til en kvinde han har kendt siden barndommen. Dette forhold beskrives ganske vellykket. Romanen er derudover forsynet med et krimiplot med tilhørende mord samt et stort kompliceret persongalleri der både tæller narkosmuglere og andre skrupelløse skurke Alt sammen lidt for forvirrende og lettere kedeligt når det nu først og fremmest gjaldt om at få hovedpersonerne op på det bjerg så det fantastiske kan ske.

Men bogen er god. Jeg vover et øje og placerer den i stil med Da Vinci Hysteriet og dens efterfølgere som solgte på folks trang til billig mystik. Denne bog er langt, langt bedre; den tager fat på mystik af en ny slags, kaldt det 'naturvidenskabelig mystik'. Dreyer gør i et efterskrift rede for hvad der er fakta og hvor han har digtet (videre) og giver tips til videre læsning.

Støt kagen!

For fire-fem år siden gik min kæreste og jeg sultne ind på Statsbibliotekets kantine for at spise en god frokost. Klokken har vist været omkring 13 og vi var begge sultne. Derfor var det ikke videre praktisk at man lige den dag havde valgt at tilbyde sønderjysk kaffebord til den latterlige pris af 16 kr. for en fyldt tallerken. Faktisk var det umådelig upraktisk, for vi var sultne efter rigtig mad, men kunne ikke uden videre lade sådan et tilbud stå.

For når man har gået hele sin barndom og drømt om at hele verden var fyldt med slik, lidt som i Willy Wonkas Chokoladefabrik, skulle man så være så voksen og kedelig at man lod det meste ligge?

Ja, faktisk. Den slags kaffeborde er et lærestykke i mådeholdets kunst. Eller for de fleste er det demonstration af resultatet af manglende mådehold. Sådan en tallerkentopfuld kage ligger som en sten i maven i lang tid og bringer ens appetit i ubalance hele resten af dagen. Den første kage smager lækkert, men den store nydelse der er forbundet med det første sukkerkick forsvinder snart. Derefter bliver kagespisningen et projekt. Man ser på den store tallerken og føler sig lidt stolt at at man snart vil have spist al den kage. Endnu senere bliver resten af kagen en udfordring og til sidst en hårdnakket modstander der skal overvindes.

Man starter som elskeren der kærtegner flødeskummet blidt med sin teske mens man udstøder små vellyde i forventning om tilfredsstillelse af lyst, og man ender som gladiatoren der vælter om af udmattelse efter en kneben og hårdt tilkæmpet sejr, stolt, men afkræftet.

Og se! Et sådant orgie har faktisk været afholdt de sidste 13 år under navnet Kagens Dag. Københavns Rådhus har lukket 800 ind, og de har spist som var det deres sidste måltid. Jeg sidder med en stille undren over at nogen har lyst til at gå sådan grassat. Det er lige før man får lyst til at genoplive de sultne kineser/afrikanerbørn.

Se politikens video fra arrangementet her: http://politiken.tv/ibyen_dk/ibyen/article511483.ece

Filmnyt: Nicolas Bro skal spille hovedrollen i den nye film om Jesus.

Pi

Yann Martels Life of Pi ligner Hundehovedet på den måde at den er formet som en fortælling. Som én lang fortælling ganske vist, en umanerlig usandsynlig skrøne som man aldrig ville tro på hvis ikke man blev suget ind i historien og tvunget til at acceptere den.

Det meste af handlingen foregår i en lille redningsbåd befolket af en mand på 16 år og en bengalsk tiger. For at sandsynliggøre dette gør Yann Martel lidt ligesom Jules Verne, når han vil skyde et projektil ud af jordens tyngdefelt med en kæmpe kanon; han læsser så mange videnskabelige fakta på at læseren må overgive sig, anerkende forfatterens viden og acceptere hans konklusioner. Helt uden selv at kunne gennemskue argumenterne vel at mærke. Ville det være muligt at indrette sig i en redningsbåd med hver sit territorium? Jeg ved det ikke, men det er en rigtig god historie.

Til gengæld virker forfatteren som om han selv kommer i tvivl om bogens karakter. Det meste af tiden er den seriøs, fantasifuld, men omhyggelig med at sandsynliggøre alt som sker. Men ind i mellem har han lagt små passager eller ord som hører til i en komedie. Som om forfatteren træder et skridt tilbage og opdager det absurde i den scene han er ved at udmale, og kommer til at fnise, for så at tage sig sammen og fortsætte i en seriøs tone. Hans fnis ligger rundt omkring og gør romanen let ujævn.

Det bedste i den er netop når historien kulminerer efter 200 dage på havet og en masse beskrivelser af hvordan man overlever som skibbruden. Robinson Crusoe - nu med tiger. Da han er udmattet og ved at blive blind af vitaminmangel begynder den mere syrede del af romanen. Nu bliver Robinson Crusoe til Gullivers rejser, tigeren begynder at tale, en mystisk, flydende ø dukker op og man begynder så småt at tvivle på det realistiske. Og pludselig husker man at det er en fortælling. Hvem ved om det hele ikke er løgn. Sådan nogle metaøjeblikke er gode, de kan gøre en god historie meget bedre.

Hjernen er Gud

Bender: So you know what I'm gonna do before I do it?
God: Yes!
Bender: What if I do something different?
God: Then I don't know that!

Dialogen er fra fjerde sæson af Futurama, afsnittet 'Godfellas', som blev sendt første gang 17/3 2002. Men samtidig svarer det meget præcist til den nyeste hjerneforskning som har fundet ud af at man kan se hvad en person vil vælge længe før han vælger det. Der er tale om forsøg med relativt simple valgmuligheder, og man har ved at måle på hjerneaktiviteten fundet en måde at se hvilket valg forsøgspersonen vil træffe før han træffer det. Denne information er til stede flere sekunder før personen vælger aktivt. Med mindre altså han vælger om i sidste øjeblik...

Hør derom i Videnskabens Verden på P1 her:

Sprogligt guf fra kancelliet

"Ansøgere må påregne at blive anmodet om samtykke til en indhentelse af straffeattest."

(Snappet i 2005 fra en jobannonce hvor en skole i Århus søgte - en dansklærer!)

Hvor finder jeg Jerusalem?

Jeg er næsten færdig med at læse Selma Lagerlöfs roman Jerusalem om en flok svenske landsbyboere der danner en sekt og drager til Jerusalem for at leve i et kristent fællesskab hvor man ikke tager til ægte, men bruger al sin kærlighed på de fattige og syge. Romanen fremstiller denne idé som forkvaklet lige fra starten. Folk forlader deres hjemegn, deres fædrende gårde, deres slægtninge, deres pligter mod jorden. Alt sammen for som de tror at komme tættere på Gud. At betræde de samme gader som Jesus betrådte og derved føle nærhed med frelseren. Og de opdager at mens Sverige var frodigt og taknemmeligt mod dem som arbejdede og gjorde sin pligt, så er Jerusalem støvet, beskidt, ulidelig varmt, sygdomsbefængt og fuldt af ondsindet sladder som udlægger beboernes fromme levevis som løssluppen.

Man bør tjene Gud i sit kald, som Luther mener. Og altså ikke slippe alt hvad man har i hænderne og tro man tjener Gud bedre ved at rejse til Jerusalem eller sonstwo. Historiens hovedperson, Ingmar Ingmarsson er netop den der bliver hjemme og opgiver sin kærlighed til Gertrud for at beholde hans fædres gård.

Bille August filmatiserede Jerusalem i 1996 og jeg så den to år senere. Nu har jeg selvsagt lyst til at se den igen, men se dér om ikke det viser sig at den ikke er udkommet på dvd! Vel på vhs, men det er længe siden jeg havde et apparat der kunne afspille sådan nogle. Mon ikke nogen kan finde på en lejlighed til at få dem udgivet på DVD. Man kunne ellers have benyttet 100-året for romanen i 2001-2, men i stedet foreslår jeg den 20 november i år, som er hendes 150-års fødselsdag.

Hvis ikke denne udmærkede filmatisering af en god bog kommer ud på dvd, så bliver den optaget på min liste over gode, men utilgængelige film, som allerede tæller Når lysterne tændes og en nominee fra Oles bord på Statsbiblioteket, Ole Palsbos Ta', hvad du vil Ha' fra 1947.

Jeg er træt, mine fødder er kolde, mit tøj lugter af røget ål, og inden i mig strømmer højskolesangene, varme og livgivende, endnu en del af min bevidsthed, endnu klingende og vibrerende som de altid gør når vi har haft sangaften i SMÅ. Jeg ved intet, end ikke højskolen, jo måske, men så alligevel ikke, intet som kan måle sig med dem. Sangaftenerne er de aftener hvor SMÅ er størst, hvor det kristne og det fælles går sammen i en højere enhed, hvor jeg, der ellers altid tvivler, føler mig hjemme. Mere hjemme i de kristne sange som jeg ikke kan forstå, men som jeg kan nyde uden at være en del af en dagsorden. Min lille flugt ind i højskolens moderskød, som ikke kan findes hos højskolen selv når man én gang har forladt den. Det må findes andetsteds. Jeg finder det her.

Hundehovedet

Så kom jeg også igennem den, Hundehoved af Morten Ramsland. En bog som jeg husker blev omtalt meget da den udkom i 2005. Og jeg så vist også forfatteren i Deadline og alt muligt.

Bogen er en slægtsroman, hvilket vil sige en ordentlig samling røverhistorier. Det er ikke i sig selv interessant om de er autentiske eller ej og visse af historierne er givetvis ikke. Det var sikker sådan noget værten i Deadline spurgte om og som jeg ikke bed mærke i fordi jeg ikke havde læst bogen. Men jeg kan godt lide forstillingen om at slægtsromanen mest er en genre Morten Ramsland har valgt, og så digtet ud fra det. Fordelen er åbenlys, han får lejlighed til at skabe en masse små historier, lade farverige personer udfolde sig, skeje ud på hver deres måde i deres egen lille historie, som så lidt efter lidt væves sammen, og til sidst forbindes i en konkret situation, fortælleren Asger, som langt om længe er taget til Norge hvorfra han stammer og hvor hans Mormor lige er død.

Bogen minder lidt om Thomas Brussigs "Am kürzeren Ende der Sonnenallee" som også består af en strøm og en række hvirvler som udgøres af de forskellige bipersoner som konstant forsøger at løbe med historien. Jeg har opdaget at jeg rigtig godt kan lide denne slags fortælling fordi den drives frem af dens karakterer, af mennesker og deres særheder.

Dansk Fodgænger Forbund sætter sin vilje igennem.

Sort mystik

Sidste weekend var jeg til en meget fornøjelig fødselsdag med en masse mennesker hvoraf de fleste var folk jeg ikke havde mødt før. Derfor er det så meget desto herligere når man kan få gang i nogle gode diskussioner om de små mysterier i tilværelsen. Såsom denne dåse Nescafé, som ifølge etiketten indeholder "fuldt opløselig pulverkaffe". Det er en tilsnigelse. Frysetørret kaffe er ikke egentlig pulver, hvorimod helt almindelige kværnede kaffebønner er pulver. Den type kaffe må altså have førsteret til betegnelsen 'pulverkaffe'. De fleste i min omgangskreds plus og mig sagde hunden, bruger den uskønne hybrid 'instant kaffe'. Det lyder ikke videre godt, men er forståeligt. kaffen smager heller ikke særlig godt, så her passer tingene sammen.

Kunsten stiger imidlertid når vi går længere ned og læser "100% ren kaffe". Ahva? I modsætning til kaffeerstatning? Det er vist mere end 50 år siden folk drak erstatning mens de drømte om ægte kaffe. Men hvad skulle den ikke-rene kaffe ellers være? Måske er der tale om 100% ren arabica-kaffe. Det reklamerer man tit med fordi det er helt gratis. Næsten al filterkaffe er ren arabica, og det gælder lige fra den billigste Aldi-kaffe til den dyreste gourmet-kaffe fra Costa Ricas højland eller maven af et indonesisk desmerdyr. Men det er gratis at reklamere med, så det gør man. Dog er det første gang jeg har set en kaffe reklamere med at den er 100% kaffe...

Ib Birkedal og retsopgøret efter besættelsen

Så fik jeg også 'læst' dette lille værk af Peter Øvig Knudsen, Birkedal - en torturbøddel og hans kvinder. Mit første møde med Øvig var hans Rosenkjærforedrag på p1 hvor han talte om besættelsestiden, dens mennesker og de myter vi har bygget op siden. Her omtalte han blandt andet Ib Birkedal som en af de mest frygtede og grusomme forhørsledere Gestapo rådede over. Det var værre at komme i hænderne på ham end på end tysk officer. Det er en af de tragiske ejendommeligheder der gjorde sig gældende at dem der samarbejde aktivt og ud fra et ægte engagement ofte var slemmere end de slemme selv.

Det er nødvendigt at skelne - i det mindste i teorien. For den officielle samarbejdspolitik gjaldt det ifølge Søren Mørch om at forudse de krav der måtte komme fra besættelsesmagten og imødegå dem med indrømmelser der var mindre end kravene, men dog så store at kravene bortfaldt. Det var bureaukraten Erik Scavenius' princip for regeringsførelse under besættelse. En konkret udløber af det princip er den berygtede erklæring hvor Scavenius på baggrund af "de store tyske sejre der har slået verden med forbavselse og beundring" kalder til accept af en "nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab" og forudser "et nødvendigt og gensigtidt aktivt samarbejde med stortyskland". Ifølge Mørch var den erklæring netop en slags indrømmelse af den slags der ikke kostede noget som helst, men kunne skabe velvillighed hos Dr. Werner Best. Den tjente ikke folket til ære, men vel til gavn, hvilket var idealet for en bureaukrat som Scavenius.

Der foregik dog samarbejde af anden slags som gik ud over dette ideal. Der var de ægte danske nazister såsom Ib Birkedal Hansen og de øvrige medlemmer af hans gruppe. Af denne gruppe blev fire dømt til døden i retsopgøret efter besættelsen, men kun Ib blev henrettet, de tre andre fik livsvarigt fængsel. Retsopgøret varede fem år, og af de 46 der blev henrettet blev de somme af de første henrettet for langt mindre forbrydelser end dem som Helge Keil, Finn Prehn og John Kolling fra Birkedalgruppen blev benådet for.

Øvig siger det ikke, men det virker som om retsopgøret var et raseri der blussede op og efterhånden lagde sig igen. Justitsminister Steincke udstedte mange benådninger i 1950 også fordi det var politisk opportunt. Kun Ib Birkedal kunne man ikke benåde, og han blev således den sidste henrettede af 46. Det tal skal holdes op imod at de 102 dødsdomme som blev afsagt. Det ligner lidt sagen om den sidste henrettelse i fredstid af Jens Nielsen, som afsonede for ildspåsættelse og flere gange forsøgte at myrde en fængelsbetjent. Han blev benådet første gang og først anden gang dømte Højsteret ham nærmest modvilligt til døden. Han blev halshugget i 1892. Det officielle Danmark bryder sig ikke om dødsstraffen.

Man forestiller sig justitsminister Steincke med sved på panden og alles øjne rettet imod sig. Retsopgøret var en balancegang, ikke mindst fordi det officielle Danmark jo havde samarbejdet med Tyskland indtil 1943 og dansk Landbrug og industri havde nydt godt af eksporten til Tyskland. De fem magre år var ikke magre for alle. Her Gjaldt det i høj grad om at finde balancen mellem det man vurdrede som ægte, villigt samarbejde såsom Birkedals og det tvungne samarbejde som blev dikteret af 'nødvendighederne'. En meget pragmatisk og aldeles uheroisk kalkyle.

Og så var der selvfølglig de tilfælde hvor man fra officielt hold gik langt over stregen. Fra tysk side ønskede man at få uskadeliggjort de danske kommunister og det hjalp man dem villigt med, ja man sørgede for en sikkerheds skyld for at internere mange flere end tyskerne havde krævet - bemærk at det er et eklatant brud med Scavenius' førnævnte bureaukrat-ideal. I dag kan man næppe forestille sig hvordan man tænkte dengang, men på sin vis var kommunister værre end nazister. Samarbejdspolitikken blev vendt på hovedet og tyskerne samarbejdede med den danske regering i at slippe af med flest mulige kommunister.

Hans Scherfig øser al sin gift ud over dette kapitel af samarbejdspolitikken i Frydenholm fra 1962. Den er ganske læsværdig.

Drageløberen

Jeg tror det var Bibliopaten der priste denne bog af Khaled Hosseini i så uforbeholdent positive toner at jeg købte den på audible.com. Jeg startede med at høre den, men gik i stå efter en halv time (lydbøger måles i tid). Måneder henrandte, og pludselig var bogen kommet som film.

Det var en lidt blandet oplevelse. Filmen er meget flot og gennemført ned i mindste detalje. Jeg kan ikke sætte min finger på det, men jeg følte alligevel at noget manglede da jeg gik ud af biografen i mandags. Og da var det jeg besluttede at genoplive bogen.

I dag har jeg så gået smidt papir ud mens Khaled Hosseini har læst op af sin bog. Det er en ekstra finesse i denne indtaling at det er forfatteren selv der taler og udtaler alle navne korrekt; [Hass'an] [Af'hranistan] og andre navne som vi er vant til at høre med udtale tilpasset vestlige tunger. Bogen her er på mange måder en lige så god oplevelse som filmen. Hosseinis oplæsning gør historien autentisk og nærværende, og så er det en god historie hvor hovedpersonens jalousi skaber afstand til hans bedste ven og får ham til at svigte vennen i et afgørende øjeblik. Det skaber så dårlig samvittighed som plager ham så meget at han må skubbe vennen fra sig. Den indre konflikt er selvsagt mere udtalt i bogen end i filmen hvor den er svær at vise på lærredet. Det var nok det jeg savnede, for selv om der er masser af stof til flotte billeder i bogen, er det fortællerens indre konflikt der driver handlingen frem.

Japanske pushere.

De har forstået hvordan man tjener flest mulige penge på togdrift: flest mulige passagerer i togene. Sådan!