Oplæg til Kirkekamp

Til Bibelgruppemøde denne aften vovede jeg for første gang et øje og smed et paradoks på bordet som burde kunne vælte hele den kristne Gudsforståelse. Ikke at det er min intention, eller forhåbning. Men det er interessant at der snakkes så lidt om det. Problemet er som følger:

Syndefaldet er en forbrydelse som skiller mennesket fra Gud. Adam og Eva synder, Gud bliver vred, han bliver rent ud sagt stiktosset og skumler de næste 3000 år. Så kommer forløsningen i form af Jesus. Jesus lider og dør for vore synder, altså synder som alle kan føres tilbage til arvesynden, den forbrydelse som gjorde Gud vred. Herefter er Guds vrede væk.

Men...

Det er jo ret beset en handel der er slået af. Den første synd skabte en skyld, dvs. en gæld som skulle betales. Efter 3000 år kom Jesus og betalte. Eller som det hedder: Gud sendte sin søn til jorden for at han skulle bære menneskenes synder. Med andre ord har vi med et kosmisk retfærdighedsprincip at gøre som er større end Gud. Og ikke bare det. Hvis man skal være virkelig provokerende kan man jo uden videre hævde at Gud ikke på noget tidspunkt 'tilgiver' menneskene. Han tager sig godt betalt. At han lader sin egen søn ofre er ganske vist tegn på at tilgivelsen kommer fra ham som gave, men det forudsætter igen at Gud ikke har magt eller vilje til at sætte sig ud over selve retfærdighedsprincippet.

Øje for øje, tand for tand hedder det i moseloven. Som bekendt har Jesus ikke forkastet Loven, men tværtimod opfyldt den. Hans offer må være den ultimative opfyldelse af buddet om at betale en forvoldt skade med en lige så store skade på modparten. Han led og døde for at ingen siden skal lide og dø for den synd som Adam begik.

Ægte tilgivelse også svær, den er lige så svær som at skabe ud af intet, den er en tilintetgørelse af skyld. Vi opererer med skyld og undskyldninger i lille målestok hver eneste dag, og det er så indgroet at vi knap nok mærker det. Men at det er så indgroet tyder jo også på at det er en del af vores måde at omgås på. Hvis vi gør nogen noget skal vi und-skyldes før vi føler der er en ligevægt igen. Det er ikke blot et spørgsmål om ord. Når skyld optræder i større målestok er det heller ikke bare et spørgsmål om et ord eller god vilje. Skyld bringer hele verden i uligevægt, og det kræver sit at bringe kloden i ligevægt. Det er derfor det er en overmenneskelig og svær opgave at tilgive. Det er derfor vi skal anstrenge os for at gøre det. Og det er derfor tilgivelse gør en større.

Gud er større end alt andet. Han burde være den eneste der kunne tilgive helt uforbeholdent. Gøre gjort ugjort, udslette en slet gerning. Men han gør det ikke. Han er på sin vis stadig den iltre, nidkære Jahve - bare med den forskel at han har fået sin søn martret og dræbt så han ikke behøver gøre det samme med de mennesker han før var vred på. Hvorfor er det sådan? Og hvorfor er der aldrig udkæmpet kirkekampe om dette spørgsmål.

Folkekrav?

Sjovt nok prøver journalister end ikke at skjule det når de bedriver sensationsjournalistik af den slags der har meget lidt med journalistisk håndværk at gøre. Tag nu en politiken.dk-artikel som denne hvor man sukker opgivende alene over overskriften: Danskerne kræver Jakob-sagen genåbnet.

Hvem er så "Danskerne"? F.eks. 1350 medlemmer af en Facebook-gruppe med navnet Genåbn Jakob-sagen. Min erfaring er at man ikke behøver megen overvejelse for at slutte sig til sådan en gruppe. Facebook indbyder ikke til overvejelse, men forventer til enhver tid at man tilslutter sig hvad som helst og samtidig inviterer sine 300 venner. Er medlemsskab af så løs en gruppe nu blevet indikator for hvad 'Danskerne' mener?

Bedre bliver det ikke med næste indikator: 42.000 har stemt i en online afstemning på bt.dk. PÅ BTs HJEMMESIDE! af dem har 85% stemt ja til den omtalte genåbning, hvilket giver 35.700 individer eller 1,5% af befolkningen. Vel at mærke 1.5% af danskerne som alle læser bt.dk.

Det er altså noget af et tvivlsomt 'folkekrav' der har rejst sig. Politiken ved ikke helt hvad den skal mene, så den bruger ord som 'danskerne' og 'folkekravet' uden ironi endsige sarkasme, men afslører samtidig det stupide i den slags tiltag som der her er tale om. For sagen er ikke lukket. Hvem har sagt det? Ikke Politiet, som ikke "lukker" sager, men måske nok prioriterer hvilke sager de vil bruge tid på. Til overflod venter politiet faktisk på konkrete resultater af retskemiske undersøgelser, så sagen er alt andet end lukket. Men det har 'folket' jo ikke just det store overblik over. Slet ikke når 'folket' udgøres af BTs læsere.

Mindesmærker i Charlottenburg

Første Verdenskrig viste verden hvor grufuld og meningsløs krig kan være. Da den blev ført var krig stadig legitim hævdelse af ens nationale interesser, det var det ikke efter. En af de måder man kan se forskellen på er på ved at betragte de to Denkmäler i Charlottenburg, Berlin.
Mindesmærket for Første Verdenskrig indeholder navne på alle de lokale som faldt i krigen. Indskriften lyder Charlottenburg den in seinem Dienst im grossen Kriege fürs Vaterland gefallenen (Fra Charlottenburg til dem der faldt i den Store Krig for Fædrelandet).

Ved siden af dette store mindesmærke hænger en krans med indskriften Den Opfern der Gewaltherrschaft 1933-1945. Billedet til højre har jeg taget, men hvis man går ind på www.denkmalprojekt.org og finder billeder af kransen, har teksten ændret sig til Den Opfern des Krieges 1933-1945. Jeg ved ikke hvorfor man har ændret teksten for det mere interessante er jo at der ikke står "De faldne", men "Ofrene". Det kan forstås så bredt som man vil. Ofrene er naturligvis Jøderne, Sigøjnerne, de dræbte og fordrevne og alle de besatte, men også de mange tyskere som fik deres hjem sønderbombet og endelig de mange faldne på begge sider for en meningsløs krig.

Det startede egentlig i den første Verdenskrig. Reelt var de som faldt im Grossen Kriege fürs Vaterland også ofre, rene drenge som med Remarques ord var marcheret direkte fra skolestuen ud på slagmarken hvor mange af dem døde under deres ilddåb. Efter krigen blev Tyskland som bekendt ydmyget godt og grundigt, og det giver mening at man i det mindste sikrede et ærefuldt mindesmærke for dem som faldt. Det gjaldt om at bevare stoltheden. Historieskrivningen lige efter en krig er sjældent særlig troværdig, og var det heller ikke på den anden side.

Det interessante er hvordan den næste krig fra starten var illegitim - et Voldsherredømme. Krigen var ikke længere et legitimt udtryk for national storhed. Siden 1945 har man som bekendt fortsat med at føre krige, ikke for nationale symboler, men for værdier. Den krig som blev tilsmudset i skyttegravene i Belgien og Frankrig forsøger man at vaske ren. Man kæmper for rene, pæne værdier som demokrati og frihed, man kæmper med teknologi, foretager kirurgiske angreb, og slår så få som muligt ihjel. Det er faktisk næsten ikke krig. Det er netop når vi hører den slags vi skal huske på de to krige som skulle ende alle krige og på sin vis gjorde det. Nu mangler vi bare at være ærlige over for os selv.

Grisen brænder igen

I 3.g havde jeg designfag med en rablende skør lærer. Vi holdt to mindeværdige julefrokoster som blev forbundet med hinanden på en ejendommelig vis. Ved den første havde vores lærer Søren Møller taget en plasticgris med. Ikke af nogen særlig grund, den skulle bare stå og pynte på bordet. Sådan tænker design/billedkunstlærere. Skæbnen ville at grisen brændte trynen. Måske ved et tilfælde, sikkert med fuldt overlæg. I hvert fald gik der på et tidspunkt en sport i at brænde grisen på kreative måder. Det stank endnu værre end brændt bacon.

I dagene derefter rodede den gris rundt i mit hoved, og en weekend besluttede jeg mig for at grisen skulle gøre gengæld. Og så konstruerede jeg lightergrisen. Den kom med på næste designfagsjulefrokost i 1998 efter vi var blevet studenter. Den overlevede.

Kordegarden, Vejlby,

Her et lille sneak preview på det rækkehuskompleks jeg flytter ind i om godt en måned. Det hedder Kordegarden, og dermed menes faktisk garden som i 'livgarden'. Det er der imidlertid ikke mange der ved, og fordi Århus har så mange boligforeninger der ender på -gården, har man valgt at operere med en slags dobbelt standard; man kan mere eller mindre selv vælge. I øvrigt hedder hele gøgemøget Skejbyvej og Andelsboligforeningen med navnet Kordegarden er opløst.

De ualmindelig familievenligt farvede, små, pusseneussede huse er bygget i 84-86 af Entrepreneur Kurt Thorsen i samarbejde med hans gode partner PFA. Når jeg flytter ind den første juni vil der lejligheden være nyrenoveret og hvidmalet indvendig.

Jeg ser meget frem til at bo i 8240 Risskov

Blommeshuset på Sydals

Christian på vej op. I baggrunden det nyrenoverede Blommeshus.

Årets første Humlebi

Jeg har netop set årets første insekt. En stor, fed humlebi som på insektvis havde materialiseret sig inde i huset selvom både døre og vinduer var lukkede. Det bekræfter min teori om at insekter opstår ud af ingenting - ligesom bananfluer i et køleskab.

Det endnu meget, meget koldt og jeg fryser, men anser dyret her for en forårsbebuder.

Lad dem forjage med Egyptens tredje plage

Politiken skriver om en ny opfindelse, en såkaldt Mosquito, som skal sikre at unge mennesker ikke hænger, driver rundt eller laver ballade på bestemte steder. Man placerer blot en diskret højttaler på det sted man gerne vil have dejuveniliseret og den sørger så for at afspille en ubehagelig lyd, som kun unge kan høre. Det smarte er at ældre har hørt så meget walkman i deres egen ungdom at de har mistet lige akkurat så meget hørelse at lyden ikke generer dem.

Lige nu slås man om hvorvidt lyden kan være skadelig ved længere indtagelse. Og i øvrigt om det enormt uetiske i at rette noget ubehageligt imod en bestemt aldersgruppe. Det er diskriminerende! Jaja...

Jeg kan nu også bedre lide den måde man har skræmt bumserne væk fra den udgang fra Københavns Hovedbanegård, der går ud til Reventlowsgade. Der spiller højttalerne liflig klassisk musik. Det er da ubetinget positivt, og kan ikke forbindes med noget ondt, men der er ingen der gider stå og drikke guldbajere til den slags musik. Måske det var en idé til dem som overvejer at købe Mosquitoen. Man kunne også afspille en oplæsning af Dansk Arveret, Pi, Phänomenologie des Geistes eller finsk grammatik.

http://politiken.dk/indland/article497375.ece

Mortensen er sjov

Ole har en teori om at navnet Mortensen ofte bruges til at betegne komiske eller skæve figurer. DRs Julekalender Nissebanden bød på en af slagsen, Hr. Mortensen, som var ældste nisse og temmelig selvhøjtidelig, men altid blev skubbet ud af sengen af Nissebandens Sankt Bernhardtshund.

Claus Deleurans gamle tegneserie Rejsen til Saturn er under flimmertisering for tiden. Vi får se om Mortensen kommer med. Ellers er han her:Dertil kan man lægge Fru Elvira Mortensen, Flauenskjold som blev skabt af ATS, og døde for nogle år siden. Weekendavisen havde en ATS-lignende rubrik for omkring 15 år siden, skrevet af en vis Forhenværende Borgvægter S. Malling-Mortensen.

Og så er der jo Hanen Mortensen fra Gustav Wieds Livsens Ondskab: "Den ældste hane som nogen sinde har levet i kristenheden: Skindmager, plukket og tilrakket! Dens vinger hængte den slapt ned langs siderne, og den havde kun to forpjuskede og knækkede fjer i halen. Dens ben syntes unaturlig lange. Men dens hæle var forsynet med et par vældige sporer, der bagtil krydsede hinanden som et par klinger."

Andetsteds i litteraturen, og ikke mindst filmen finder vi den store tryllekunstner Buster Oregon Mor-ten-sen.

Lokalt i Århus kan vi bidrage med jernbaneentusiast og forfatter af den tidligere citerede notits ingeniør H.P. Mortensen. Også lidt af en original.

Vi har prøvet at finde ud af hvordan det kan være at Mortensen skal holde for når komiske eller skæve figurer skal navngives, men den eneste kun kvart tilfredsstillende forklaring er, at Mortensen har tre bogstaver fælles med morsom. Bedre teorier modtages gerne.

Gyserkomik

Man siger at der ikke laves gyserfilm når det går godt. At gysere så at sige er samfundets måde at håndtere angsten for fremtiden på. Den kendteste film om Frankenstein med Boris Karloff i monsterrollen blev lavet i 1931 hvor økonomien var krakket og mørke skyer samlede sig over Europa. Bela Lugosi spillede Dracula samme år.

I 1958 var verdenskrigen vel overstået og økonomien på vej op. Da lavede man også en gyser, en nervepirrende historie om The Blob, et geleagtigt væsen fra det ydre rum som æder sig ind på alt hvad den rører ved. Men hvor gyselig historien end er, kan man ikke tage den helt alvorligt, så titlemelodien er så munter en sag som denne:



Tre år senere indspillede Saga Film Danmarks forløber for Godzilla, Reptilicus. Heller ikke her kan man helt tage gysergenren alvorligt, og en stor del af filmen går med at vise unge der flirter på stranden og sang i Tivoli. Og så var det økonomisk logik i 1961 at en film ikke ville sælge hvis Dirch Passer ikke var med. Derfor fik han en lavkomisk rolle som altmuligmand i Danmarks Akvarium Dirch Mikkelsen. En bestemt scene må siges at være legendarisk, og kendetegnende for hele filmen netop fordi den er så umotiveret. Pludselig befinder Dirch Mikkelsen sig i en have med en masse børn som ingen ved hvor kommer fra. Og så begynder han at synge:

Hvad skulle vi gøre uden Coca-Cola®

Litteratur med eller uden mission

Jeg har nyligen slået mig på femi-romanen, hvilket er muliggjort af at Biblioteket havde en ordentlig stak liggende på mp3. Elsebeth Egholms Selvrisiko som den første, en krimi hvor en række kvinder bliver slået ihjel på en makaber måde fordi de efter morderens mening har svigtet som mor, hustru eller noget andet. Plottet får dog aldrig rigtig ben at gå på, da vi skal omkring en masse personer, deres forhold til hinanden og sig selv. Det er jo fint nok, og forekommer i alle romaner, men her er virker det ofte som om Egholm er mere interesseret i sine mennesker end den historie hun har kastet dem ud i. Hvilket får begge dele til at virke utroværdige, både personerne og de mord man hører om her og der, hvorefter historien igen handler om en mors forhold til sin datter og hendes bortadopterede søn og meget andet, som kunne være interessant hvis ikke det igen var så postuleret.

Nå, men de seneste tre dage er så gået med Hanne-Vibeke Holsts Kongemordet, som både er meget mere spændende og har grebet mig mere, men som også er meget, meget mere irriterende. Den er spændende fordi den jo fortæller en historie man kan overskue og leve sig ind i. Men litterært er den irriterende fordi den mest af alt er et indlæg i debatten om vold mod kvinder. Det er jo al ære værd, og jeg valgte tidligt at acceptere at jeg havde at gøre med en debatbog i romanform. Som sådan er den god. Den fastslår at voldelige ægtemænd sagtens kan komme fra samfundets top, det kan være den politiker vi ser på tv hver dag og beundrer for hans intelligens. Den viser hvordan vold kan blive hverdag, noget den voldsramte hustru vænner sig til. Hun drikker for at holde det ud, men forlader ham ikke, fordi selv et voldeligt forhold er et forhold som hun ikke kan undvære. Den viser hvordan den trods der nødvendigvis må bygge sig op i enhver får udløsning i stjålne øjeblikke af udskejelse som hun ved vil blive betalt med vold. Og da Linda, bogens hovedperson, så endelig, nærmest uden at tænke over det, vakler hen på et kvindekrisecenter følger vi hele hendes restituering, kropsligt og psykisk, og dramaet er blevet en opbyggelig historie henvendt alle som er udsat for noget der ligner. Samfundet omkring Linda er passivt, hvad enten man er sympatisk eller fjendligt indstillet over for hende. En klar opsang der peger ud af historien, på læseren.

Det lidt rodede formål med hele romanen - opbyggelig, informativ, formanende historie eller bare en "god historie" - illustreres af at fortællevinklen skifter hele tiden. Linda fortæller i jeg-form. Vi skal helt ind under huden, selvfølgelig! Ellers er fortælleren alvidende, og kan således følge med når den finansministeren, charmeuren og hustruskænderen Gert Jacobsen indynder sig hos en ung tyrkisk pige. Han møder hende under en politisk diskussion som er beskrevet så overfladisk at det lyser langt væk at den er et påskud. Sådan er det næsten hver gang bogen berører noget politisk. Sært nok, for dens eget slet skjulte budskab er vel også politisk om noget. Hvorfor skal al politik så lyde som en opremsning af unuancerede standpunkter som vi alle har hørt til hudløshed? Den tyrkiske pige Yasemin er f.eks. ung og frigjort men hendes forældre er fra den anatolske højslette og vil have hende tvangsgift, mener hun skader deres ære osv. Det er bevidst, man kan mærke at det er meningen. Vi skal genkende emnerne fra den politiske debat. Men kun genkende dem, ikke rigtig forholde os til dem. Hanne Vibeke Holst har bestemt hvad vi skal forholde os til, nemlig spørgsmålet om hustruvold.

Jeg synes egentlig romanen fungerer ok som informativt debatindlæg. Som roman er den træls, fuld af hensigt, og sproget er café-smart som i en Urban-klumme. Men jeg har da alligevel haft det ok med at leve mig ind i den. Ved lejlighed tror jeg også jeg vil se den serie man lavede over bogen - på svensk for at folk ikke skulle sammenligne for meget med konkrete, danske forhold. På trods af at bogen er propfuld med meget konkrete henvisninger til de sidste 10-15 år i dansk politik.

En lille finesse er i øvrigt at Gert Jacobsens barndom henlægges til Tanzania, og han beskrives næsten som en kopi af Wilbur Smiths romanhelt Sean Courtney, som er macho helt ud i hårspidserne. Wilbur Smith er ulidelig at læse fordi han i den grad heroiserer denne macho-type og nedgør broderen som mangler styrke, men læser litteratur og den slags ("Svag og psykisk", som Allan Olsen synger). Hos Hanne-Vibeke findes næsten samme par, macho-Gert som truede med at skyde sin far og bløde Ole Stig som beundrer storebroderen, springer ud som bøsse og flytter til USA. Samme arketyper, her er sympatien bare omvendt.

Familieroller

Jeg har lige sendt hele familien afsted efter et kort besøg. Da jeg bor småt var af ren nødvendighed at vi straks indtog vores roller i familie-hverdagsdramaet. Efter en middagen gav Marie sig straks til at tørre skabslåger af, mens Mor læste avis og Christian og Thomas fladede ud med Playstation 2. Jeg tror sjældent jeg bruger så meget af min plads som når jeg har familiebesøg.

Angående 1 Mos 38,9

Der er dem der mener at vi aldrig kan blive frisindede nok, at alt der er skjult bør frem i lyset og at de ting vi ikke taler om sandsynligvis er tabu. Sådan tænker Pia Struck, og hun tænker det om onani, en tabuiseret, udskældt, i øvrigt fortiet og hengemt beskæftigelse. Det skal der laves om på, så Pia har rejst et helt Danmarksmesterskab i onani, hvor masturbattanterne kan konkurrere på tid, sprøjtelængde og antal orgasmer. Altsammen skal det videotransmitteres over nettet.

Pia Struck mener med dette tiltag at "bryde et tabu". Måske er der et tabu, måske kan det brydes, men i hvis interesse? Voyeurene er vel altid glade for lidt mere at kigge på, men måske lever de fleste af os udmærket med at visse bekæftigelser er mere private end andre. Hvem siger at sex bliver bedre af at blive talt om, at folk har større nydelse af onani hvis de diskuterer den i frokostpausen, at lyset altid skal tændes og alt lægges til skue, endda offentligt?

Vi har haft et årti med fri sex, nudistlejre og kropslig frigørelse ad libitum. Hvorfor mon den frigørelse ikke fortsatte? Fordi vi er blevet snerpede igen? Eller fordi det er i alles interesse at bevare vore tabuer. Folk som Pia Struck tror at tabuer altid er onde og psykisk belastende. At de altid skal brydes, og ikke snarere erkendes som en del af vores kultur.

Skal vi tage den forfra: Kultur er det vi har, som dyrene ikke har. Seksualitet er kulturel. Dyr har ingen seksualitet, de gør det bare. Det vil sige; dyr har ingen tabuer, de parrer sig pr. instinkt. Mennesker har skabt visse regler for omgangen med hinandens mana, den kraft der er koncentreret forskellige steder på kroppene, og er stærkest omkring kønsorganerne. Det har ikke noget med skam at gøre - heller ikke i Bibelen. Det er et spørgsmål om at bevare kraften intakt. Den kraft, eller i hvert fald bevidstheden om den er særlig for mennesker.

Man har i århundreder skelnet mellem pervers sex og normal sex. Det sidste var engang det samme som sex mellem mand og kvinde med reproduktion som formål, mens alt andet var perversioner. I dag kan man med en vis vægt sige at alle former for sex som ikke skader nogen må anses for ikke-perverse. Men der findes stadig perversitet, nemlig dér hvor man vil udstille sex af alle slags og gøre det til en normal del af det offentlige rum. Hvis ikke det er perverst at afholde Danmarksmesterskab i onani, så er der intet som længere er det.

http://politiken.dk/indland/article489557.ece

Unge der synger grimme sange

For to år siden var der en del ballade over at Dansk Folkepartis Ungdom på et introkursus havde afholdt en konkurrence i at tegne Muhammed på en nedværdigende måde. Det affødte en aktion fra de rene ungdomspartier lidt i stil med den europæiske fordømmelse af Østrigs regering da Jørg Haider blev medlem af den. Resultatet blev noget af det samme; meget pinligt. Man skal ikke kaste med bussemænd når man selv er en snothvalp, og pressen fandt da også ud af at Radikal Ungdom også havde tegnet Muhammed på et kursus. Forskellen var tydelig nok. Radikal Ungdom gjorde grin med selve forbudet ved at tegne en stol og skrive Muhammed under. Det synes jeg personlig er god humor, men netop diskussionen efterfølgende - både den i pressen og den interne i Radikal Ungdom - viste at man havde nået en hidtil uset grad af berøringsangst. Det var nærmest givet på forhånd at man ikke måtte tegne Muhammed som noget som helst og ikke i nogen som helst sammenhæng. Skandalepressen kender ikke til kontekster.

Dette lille tilbageblik skal til fordi Politiken nu lægger op til en ny skandale. Tænk, de unge synger også grimme smædeviser. De vil både skyde Nyrup og tæve hippierne. Her er det Konservativ Ungdom der står for skud, men lad det så være indrømmet med det samme; Radikal Ungdom synger også den slags sange. Den sang Politiken omtaler synges også i Radikal Ungdom, dog med en lidt anden tekst. Finessen er at den i RUs sanghæfte (der står den også!) hedder KU-slagsang. Den er altså udtryk for en ironiseren over netop Konservativ Ungdoms holdninger.

Jeg har også været med til at synge andre ret grove slagsange, og det var rigtig sjovt. De fleste er meget bedre end den som Politiken citerer fra, og mange indeholder en stor grad af selvironi. Det er noget der dels giver sammenhold, dels skaber en sund distance til den fanatisme som sangene efterligner.

Sangene er naturligvis knap så sjove når de pludselig står i avisen. Så er de blevet en del af den politiske sfære hvor ironi ikke findes og alle ord kan bruges imod én. Det er derfor folkevalgte politikere uden for Ny Alliance alle vejer deres ord på en guldvægt. De har magt, reelt eller potentielt, og de har et mandat at forsvare. Det har Ungdomspartierne ikke. De har ikke den samme organisation, de har mange medlemmer, meget unge medlemmer, de har forskellige holdninger og en livlig debat af den slags som netop kan forekomme hér, og ikke i et parti der skal være enigt eller en folketingsgruppe der skal træffe beslutninger.

Det giver ikke mening at fare ud med bål og brand hver gang man opdager noget i ungdomsorganisationerne som ikke ser særlig kønt ud. Jeg håber at den éne artikel her ikke bliver til flere og at der aldrig bliver en sag ud af den.

http://politiken.dk/politik/article489736.ece