Syndefaldet er en forbrydelse som skiller mennesket fra Gud. Adam og Eva synder, Gud bliver vred, han bliver rent ud sagt stiktosset og skumler de næste 3000 år. Så kommer forløsningen i form af Jesus. Jesus lider og dør for vore synder, altså synder som alle kan føres tilbage til arvesynden, den forbrydelse som gjorde Gud vred. Herefter er Guds vrede væk.
Men...
Det er jo ret beset en handel der er slået af. Den første synd skabte en skyld, dvs. en gæld som skulle betales. Efter 3000 år kom Jesus og betalte. Eller som det hedder: Gud sendte sin søn til jorden for at han skulle bære menneskenes synder. Med andre ord har vi med et kosmisk retfærdighedsprincip at gøre som er større end Gud. Og ikke bare det. Hvis man skal være virkelig provokerende kan man jo uden videre hævde at Gud ikke på noget tidspunkt 'tilgiver' menneskene. Han tager sig godt betalt. At han lader sin egen søn ofre er ganske vist tegn på at tilgivelsen kommer fra ham som gave, men det forudsætter igen at Gud ikke har magt eller vilje til at sætte sig ud over selve retfærdighedsprincippet.
Øje for øje, tand for tand hedder det i moseloven. Som bekendt har Jesus ikke forkastet Loven, men tværtimod opfyldt den. Hans offer må være den ultimative opfyldelse af buddet om at betale en forvoldt skade med en lige så store skade på modparten. Han led og døde for at ingen siden skal lide og dø for den synd som Adam begik.
Ægte tilgivelse også svær, den er lige så svær som at skabe ud af intet, den er en tilintetgørelse af skyld. Vi opererer med skyld og undskyldninger i lille målestok hver eneste dag, og det er så indgroet at vi knap nok mærker det. Men at det er så indgroet tyder jo også på at det er en del af vores måde at omgås på. Hvis vi gør nogen noget skal vi und-skyldes før vi føler der er en ligevægt igen. Det er ikke blot et spørgsmål om ord. Når skyld optræder i større målestok er det heller ikke bare et spørgsmål om et ord eller god vilje. Skyld bringer hele verden i uligevægt, og det kræver sit at bringe kloden i ligevægt. Det er derfor det er en overmenneskelig og svær opgave at tilgive. Det er derfor vi skal anstrenge os for at gøre det. Og det er derfor tilgivelse gør en større.
Gud er større end alt andet. Han burde være den eneste der kunne tilgive helt uforbeholdent. Gøre gjort ugjort, udslette en slet gerning. Men han gør det ikke. Han er på sin vis stadig den iltre, nidkære Jahve - bare med den forskel at han har fået sin søn martret og dræbt så han ikke behøver gøre det samme med de mennesker han før var vred på. Hvorfor er det sådan? Og hvorfor er der aldrig udkæmpet kirkekampe om dette spørgsmål.