Angående sommertid

Vi har lige skiftet fra vinter- til sommertid. Det skete kl. to i nat, og betyder at vi alle har en time mindre at gøre godt med. En time mindre til vi skal op og på arbejde. Endnu en grund til masse-mandag morgen-murren i krogene. Hvorfor har man ikke i stedet valgt at skifte kl. tolv om mandagen. Så kan alle mænd gå tidligere hjem og købe blomster til konen på vejen mens hun har stillet havemøblerne frem og trukket Amarone op. Vi kunne skabe en global overskudsdag i stedet for det modsatte som vi har nu.

(helst ingen modargumenter baseret på virksomhedsøkonomiske rationaler, tak)

Freaky!!

Så har man hørt det med! En subkultur der indtil videre findes i USA, Japan og en del andre lande har gjort det til en dyd at spise op efter andre. Den rige, vestlige verden smider 25% af al indkøbt mad væk, og den mad fisker de såkaldte freegans op af skraldespanden og spiser. Forudsat den er ikke-animalsk altså. Freegan er sammensat af free + vegan. Med lidt ond vilje kunne man sige at veganerne satte sig sammen og overvejede hvordan de kunne blive endnu mere rabiate, og så fandt på dette her.

- Yummie, it's perfectly edible, siger en freegan, og guffer en halvmuggen skive hvidt toastbrød. Det er det de fokuserer på. At det er muligt at spise mad som er smidt væk. Ikke at det er godt for en selv som enkeltperson. I interviews og tv-indslag er der fokus på den samfundsmæssige del af freeganismen; på at man bør forhindre spild. Det er også nok muligt at det ikke er direkte skadeligt at leve af affald. Der er folk der har gjort det i ni år. Og i de ni år har de ikke bidraget til samfundets generelle spildproduktion. De har gjort os alle en tjeneste, og i øvrigt sparet en del penge.

Men mens de har tjent samfundet symbolsk har de helt konkret gjort skade på sig selv. Ingen skal fortælle mig at der er noget som helst sundt ved at leve af andres tilfældige affald. Kavære der smides en masse spiseligt toastbrød ud som er en dag for gammelt, men hvem kan leve af toastbrød?

Det kan man hvis man tror på sagen. Freeganism er noget man 'konverterer til'. Det er en sag som man tror på og har med i hele ens livsstil. Freegans går også op i genbrug af tøj og møbler. På den måde hjælper de med at konsolidere det faktum at alt det som er pænt, smager godt og koster penge, er dårligt og skadeligt for miljøet, samfundet og vores sjæl.

Det mest skøre er at disse selvbestaltede hobos er blevet så interessante at de har lært sig at håndtere pressen ganske professionelt. Ingen fotos uden aftale. Heller ikke selv om de står ved en offentlig skraldespand. Det er et stykke absurd teater fra hverdagen.

Men hør og læs dem selv:
http://www.freegan.info/
http://blog.politiken.dk/kosmopolit/2008/03/25/freegan/
http://www.youtube.com/watch?v=XqHhQGI-5KY

Hvorfor udnytter Århus ikke sin Å

Tiergarten, Berlin

Brabrandstien, Århus

Berlin omtales af og til som byen med de mange natklubber og med et stort og kreativt technomiljø. Det kobles gerne sammen med de områder hvor bygningerne er grimme og faldefærdige, den slags befordrer nemlig kreativitet, og skaber en kunstnerisk kobling til byens historie. Altsammen lige hvad turisterne vil have.

For mig er Berlin ikke bare objekt for historisk/kunstnerisk interesse. Den er også forbillede, vel at mærke som pæn, behagelig og ren by. Byen er fuld af træer. Hvis jeg har sagt det før så gentager jeg det nu, for det er en af hovedindtrykkene. Træerne og den friske luft de skaber. Og så er der kæmpe områder alene beregnet til at gå tur i, være i. Kun tyskere kan lave begrebet Liegewiese; ligge-græsplæne.

Jeg har af og til overvejet hvordan man kunne gøre det efter herhjemme. Vi har faktisk potentialet. Berlin har Spree, Århus har åen. Men den bliver ikke udnyttet. Langs den del af Brabrandstien der løber parallelt med Carl Blochs gade er faktisk et langt stykke på en kilometer eller mere, som kunne fungere ligesom i Tiergarten. Men åen er knap nok til at se. Den er tilgroet med siv og væltede træer. Sidst jeg gik langs med åen fandt jeg en indkøbsvogn i vandkanten, hvilket understreger folks holdning til åen. Den er grim, den er ikke noget der skal passes på eller nydes. Brabrandstien bliver brugt, også til søndagsture. Men den er uden synderlig forbindelse med åen lige ved siden af.

Det er en skam. Man anerkender Åens potentiale på de steder hvor Magasin eller diverse cafeer kan tjene penge på at den er åben. Hvorfor ikke udvide potentialet.

Hmmm....

(Udført i keramik på HUSET i Vester Allé i 2006. Bemærk venstre hånd.)

Kat

X

Jeg har netop set X-Faktor for første gang. Det bliver også den sidste, for nu er vinderen kåret og den sidste suppe de koger på korsbenet næste lørdag bliver uden mig. Men det var egentlig godt og ganske underholdende. Det kan jeg vist godt sige uden at lyve. Og jeg har lovet min familie at skrive noget pænt om programmet.

Oh, jeg har også en ting mere: det er ikke ligesom det ret overgearede Deutschland sucht den Superstar som jeg så for fire år siden. Der var dommerne mere outrerede end de deltagende og man blev ofte i tvivl om hvem der var i centrum, hvem der var stjernerne. Det skyldes muligvis den grad af indavl der af og til kan ses i tysk underholdningstv når de samme mennesker sidder i det ene efter det andet show og profilerer sig selv.

Eller skal man bare sige underholdningstv i almindelighed. Undtagen X-faktor.

Første gang

Holdt foredrag i SMÅ om Kierkegaard og Grundtvig. Det gik rigtig godt, faktisk over al forventning - også den del som var afsat til debat. Der var rigtig mange betragtninger og selvstændige indlæg, netop som det var meningen at anspore til ved at sætte de to sammen.

Nu vil jeg gå i seng og få mine velfortjente seks timers søvn før jeg hopper på bussen og kører hjem til Hørup igen for en enkelt dags tid for at fejre mors 50-årsdag. Jeg får brug for den smule søvn, Gud hvor er jeg træt.

Godnat!

Kierkegaard og den brølende Grovsmed

Jeg sidder netop og skriver på livet løs på et foredrag der skal holdes i morgen aften i SMÅ. jeg skal nok få det hen, har allerede det meste på plads, men jeg vil gerne have at det skal blive godt, og også gerne provokerende. Jeg holder af at være provokatøren i SMÅ, som siger ting der vækker tanker. Det her foredrag skal gerne vække både tanker og debat. Når man tænker på hvad Thorkild Grosbøll kunne skabe af skandale uden at provokere særlig meget, så burde Kierkegaard have en god chance...

Det provokerende er, at det meste af alt det vi diskuterer på livet løs nu til dags - såsom hvornår jorden blev skabt og om Gud taler til mennesker, ifølge Kierkegaard er underordnet hvis ikke aldeles ligegyldigt. Kun én ting er sand, Jesus. Så gælder det om at finde en en måde at leve med den sandhed på. Det er bla. det vi skal diskutere efter at jeg har citeret Kierkegaard for at Grundtvig var en brølende grovsmed, en jodlende friskfyr og en ølnordisk kæmpe.

Drøm

(Christian fotograferet af mig og lettere modificeret med Paint Shop Pro)

Barndommens gade - nu med trampoliner

Trompeterager - udtalt med tryk på det første e. Her boede jeg fra jeg var seks til jeg flyttede derfra på min tyveårs fødselsdag. Men det er først nu jeg rigtig kan se hvad det er for en by og gade jeg er vokset op i. Hørup er bla. en by af handymænd og -kvinder. Jeg tror jeg var 17-18 år før det gik op for mig at ikke alle biler har anhængertræk. Det har de her. Jeg har i dag været med min far i det lokale byggemarked for at købe sten og læsse dem op i traileren. Det er stort, byggemarkedet. Fire store, røde hangarlignende bygninger. Da jeg var lille var der kun én hal, men markedet er vokset. På en dag som denne strømmer folk til - med det dyre arbejdstøj på. Det er ikke fordi de er professionelle, de har bare tøjet liggende for det tilfælde at de lige skulle få brug for at lægge fliser i carporten eller mure en tilbygning. Og sker det så at samme byggemarked har tilbud på blå havetrampoliner, ja så ser man snart en i mindst hver tredje have. Så er børnene beskæftiget mens de voksne arbejder.

Portræt

Her ses I.C. Christensen, min fars mors fars far, altså min tip-oldefar og i øvrigt kultusminister og grå eminence i Danmarks første parlamentariske regering, der tiltrådte i 1901. Han er født 1856, 100 år efter Mozart og 100 år før min far, hvilket sidstnævnte plejer at prale med.

Filmen fra 1913 er vel nærmest at betragte som en slags udvidet portrætfoto. I.C. virker en anelse reserveret. Det er noget han 'stiller op til', og hans afskedshilsen til fotografen signalerer "du har fået dine billeder, må jeg nu gå nu." Det spiller nok med at han bag sin politiske tæft stadig var en jævn vestjysk degn, som ikke sådan lod sig imponere af alt det de kunne i Storbyen.

La famiglia di Oruppe

Så er jeg hjemme i Hørup hos familien, som af og til kan minde om en varmblodet, italiensk familie hvor fredelig samtale momentant kan blusse op i højrøstede udbrud og lige så momentant lægge sig igen. Ro og fred er man aldrig sikker på. Det sker også at en bryder ud i sang og flere følger efter en- eller flerstemmigt. Det gælder om at synge højest hvis man kan teksten. Når Thomas er her sker det også at han spontant går hen til klaveret og spiller høj improviseret jazz.

Ovenfor ses Christian i en sjældent stille syssel; konstruktionen af en elektromagnet. Nedenfor huskatten Dolf, der på kattesprog siger "luk mig ud!"

Påskebudskabet

Påsken er de kristnes vigtigste højtid, og på en måde betyder den også noget for mig i år. For første gang føler jeg påsken som noget særligt. Det er ikke Gud der har sat den følelse i mig, snarere tror jeg det er kombinationen af at jeg lige har været til bibelgruppemøde og i morgen tidlig rejser til Hørup. Jeg glæder mig til at komme hjem, og har lyst til at gøre en højtid ud af det. Jeg ser for mig hvordan det gul-orange stel kommer frem, kaffe bliver skænket og påskekyllingerne flokkes på bordet. Og jeg tænker på at man her fejrer jesu død og genopstandelse. Det som så at sige repræsenterer alvoren i det hele. Alvor må der til, ellers kommer det hele til at ligne udsalg i Magasin.

Men også fordi det jo er interessant. Jeg elsker at sidde og diskutere bibelens ord og smide bomber ind i diskussionen "Man kunne jo også se det sådan ... og BAM, det trak lige tæppet væk under alles gudssyn." Med behørigt forhold for at jeg ikke kender sandheden, jeg snakker bare. Jeg snakker, associerer drager paralleller, uddrager konklusioner og stiller spørgsmål, dog kun nødigt. Skriften er fuld af spørgsmål og løse ender. Den inviterer mere til sammenknytning og skæren igennem end til spørgsmål. Det er en udfordring jeg gerne tager op.

Når jeg nu tager hjem har jeg bøger med af Grundtvig og Kierkegaard. De skal ikke knyttes sammen. De har to vidt forskellige syn på tro og kirke som jeg skal prøve at udlægge. Jeg skriver på et foredrag som skal afholdes i SMÅ den 26/3, hvilket jeg er meget spændt på. Mere herom senere.

"Mere brutal en tyran end maven findes der ikke!"

Der findes vistnok et eller andet firben der behøver så meget mad at det ikke laver andet end at spise hele dagen. Ikke noget med at det tager tid at jage maden, dyret spiser planter, som er lige til at række ud efter. Rent paradisiske tilstande men hvad hjælper det når man er tvunget til at spise konstant.
Så har man det lidt bedre som dværgleguan. Den bruger al sin tid på at jage maden, og spiser kun når den har fået bid. Jammerlige liv. Tænk at bruge hele livet på at holde sig i live. Så er løverne mere overlegne; de jager kun en gang imellem, spiser en masse og ligger så og daser i dagevis uden at lave noget.

Sådan har dyr forskelligt forhold til føden de lever af. Mennesket kan vælge selv. Der er dem der ser maden som et irritationsmoment som skal overstås så hurtigt som muligt. Det mente en vís græker:

Mere brutal en tyran end maven findes der ikke.
Skamløs stiller den krav om at blive erindret og adlydt
selv om ens hjerte er fuldt af den værste pine og plage,
sådan som mit nu er. Men uforskammet som altid
fordrer den æde og væde og tvinger mig til at forglemme
hvad jeg har døjet og lidt, og forlanger bare at fyldes.

Det er jo ikke fordi Odysseus ikke havde mad nok, han havde bare ikke lyst til at spise fordi han var pint og plaget. Men uden mad og drikke duede heroen ikke, selv om han beklagede at det var sådan. Han var ansvarlig, men med datidens øjne hvor maden ikke var et formål i sig selv. Odysseus anbefalede at man skulle spise for at sikre at man kunne tænke på andet end at spise.

Idealerne har mildest talt ændret sig. Læser man kostbøger i dag får man det indtryk at man man ikke kan spise rigtigt med mindre man investerer al sin energi i at finde de rigtige ingredienser, sammensætning, rækkefølge og tilberedning. Der er simpelt hen så mange variabler som skal stemme at det svimler når man prøver at finde den rigtige kombination. Skulle man gøre det rigtige måtte man altså mutere til leguanstadiet og bruge al sin tid på at sikre den rigtige føde. Og man kan ikke engang sige at man så ville være sundere end firbenet. Firben spiser måske netop det der er godt for dem. Eller hvad med koalaen. Den spiser kun eucalytusblade. Det eneste den skal undgå er at spise de blade der er blåsyreholdige. Og hvis kommer til at gøre det kan den jo være ligeglad, så er den død. Den bliver aldrig fed og underernæret. Enten sund eller død. Hvor ironisk hvis mennesker skal bruge hele deres liv på kun at være trekvart sunde.

Den gule hævn

Blandt forskellige former for humor er der ikke meget der slår ufrivillig sproglig humor. Og hele verden er så heldig at have en nærmest uudtømmelig kilde i det moderne Kina. Over en milliard mennesker hvoraf flere og flere lærer engelsk, men selvsagt kan have visse problemer med at høre om det de har lært nu også lyder helt rigtigt. Det skal ikke lægges dem til last, kinesisk er nu engang langt fra alle europæiske sprog. De har al mulig forståelse fra min side, men...

Så vil jeg også have lov at grine ad dem. Engelsk skrevet af kinesere kaldes chinglish, og findes i forskellige varianter. Der er dem hvor man har et kompliceret budskab, men ikke evnen til at udtrykke det:
Så er der de mere uskyldige. Dem hvor skribenten bare kommer til at skrive noget der er lidt forkert, og rent tilfældigt giver en skør mening:Men de sjoveste er dem hvor man næsten kan føle kinesernes fascination af det engelske sprog, såsom
... eller bedre; dem hvor de bruger ord helt uden kontekst. Nedenstående billede er fra Japan, hvor de også er ret kreative på engelsk:Alt dette er jo meget sjovt og bør grines ad, men før vi griner for meget bør vi nok erindre
alle de kinesiske tegn vi har tatoveret os med uden at ane om de faktisk betød det de skulle forestille at betyde. Vi har vel lige så dårlige forudsætninger for at vurdere det som kineserne har den modsatte vej. Måske er chinglish kinesernes hævn for årtiers letsindig brug af deres tegn af folk som havde brug for lidt mystik og et pænt billede at knytte mystikken til...

Smoothie vs. McDonald's

Jeg ved ikke hvornår fænomenet smoothie ankom. Jeg må have kigget den anden vej, have bundet mine snørebånd eller nyst, for pludselig talte alle om dem. sådan en smutti består simpelt hen af frugt og grønsager som er blendede så de glider ned nærmest uden at man skal andet end hælde. og sige *gulp* en tre-fire gange. Det sku være ganske sundt, og det er også ret dyrt.

Det minder mig om at jeg i går kiggede ind hos de ungradikale som jeg ikke har set i lidt over et halvt år eller sådan noget, og diskuterede med en naturvidenskabs-candidatus om det ville være godt eller skidt at berige McDonald's-mad så det blev sundt - og så lade folk spise løs. Selv mener jeg ikke dårlig smag bliver bedre af at være sund. Men der var faktisk perspektiver i diskussionen, den knyttede an til det kendte science fictionfænomen at man ikke spiser mad, men bare tager en pille der indeholder det hele. Sådan en Enriched Big Mac er vel bare en overdimensioneret pille, den smager mest af salt og sennep og hvis den rent hypotetoretisk kunne give os alt hvad vi havde brug for skulle vi så ikke smide alle de brosten vi havde i hænderne og løbe ind og guffe? Så kunne vi jo bare finde noget andet at gå op i og bygge vores kultur omkring.

Og her kunne jeg godt give mig til at besynge madlavningens velsignelser, hvor spændende det er og hvor meget det giver en og hvordan maden bliver tilsat en oplevelse osv, men det vil jeg ikke, nej, for faktisk er det møgbesværligt, det optager timer hver dag hvortil kommer alt bøvlet med at gøre rent og vaske op. Alle grønsager og frugter har skræller der skal smides ud, man skal holde øje med dem så de ikke ligger og rådner i køleskabet og man forstår efterhånden hvorfor husmodergerningen var en fuldtidsbeskæftigelse som aftvang sin afmålte respekt. Det er faktisk vildt bøvlet ikke bare at gå på McDonald's. Så jeg vil slet ikke argumentere, nu må jeg i gang.

tilføjelse 8.45: så er kreationen klar til fri beskuelse. Ananas, rødbede, bladselleri, jordbær, hindbær, citron, appelsin og appelsinjuice.

Afdæmpet luksus

Afdæmpet luksus er når man har betalt kassen for et produkt som ikke umiddelbart ser dyrt ud. Det placerer en i en klasse af kendere og langt fra klassen af blærerøve som fremturer i den nye tredje dødssynd. Afdæmpet luksus kan være en brillestang i en guldlegering som giver en mat lyserød farve. Ikke noget der glimter om kap med solen, men guld er det jo, og japanerne er vilde med det. Afdæmpet luksus er også når direktøren har fødselsdag og giver flødeboller til hele virksomheden. Men ikke bare flødeboller, næh luksusflødeboller med tykt chokoladeovertræk og dobbeltbund med marcipanfor. Det er sjovt og alternativt. Hvis personaleforeningen arrangerede videoaftener ville vi nok spise luksuspopcorn af en supersjælden majssort fra det indre Borneo poppet i olie fra dværgbaobabtræet nær Kuala Lumpur og saltet med Sydesalt fra Læsø...

Thou shalt not manipulate genetically

ifølge http://politiken.dk/udland/article481677.ece og BBC har Vatikanet netop udgivet et katalog på syv moderne dødssynder for hvilke der ikke findes nogen tilgivelse:

1. Miljøforurening
2. Genetisk manipulation
3. Overdreven akkumulation af rigdom
4. Bevirkning af andres fattigdom
5. Handel med og misbrug af stoffer
6. Kontroversielle (medicinske?) eksperimenter
7. Krænkelse af fundamentale menneskerettigheder

Ligesom de gamle dødssynder; stolthed, misundelse, frådseri, lyst, vrede, grådighed og dovenskab, kan de nye i høj grad diskuteres. Hvor meget der er for meget fremgår lige så lidt af de gamle som af de nye. Der kræves en kulturel norm for at bedømme det. Eller der kræves en pavemagt der enerådigt afgør eventuelle tvivlsspørgsmål.

F.eks. har vatikanet altid arbejdet imod prævention, hvilket har bevirket at hundrede tusinder af afrikanere ikke har beskyttet sig mod HIV. En sygdom som er medvirkende til Afrikas forarmelse. Prævention er en synd, og det vejer tungere end det faktum at dens fravær bevirker en anden synd, den nye fjerde dødssynd. Man lukker øjnene.

Og hvad med de kontroversielle eksperimenter (ordret fra BBC: morally debatable experiments)? Hvornår er et eksperiment morally debatable? Formentlig når vatikanet har besluttet at det er.

Meningen med de nye dødssynder er angiveligt at bringe de gamle up to date, og at give dem en samfundsmæssig dimension. Problemet er at netop den katolske kirkes samfundsmæssige engagement om noget må siges at være i det mindste morally debatable.

En af grundene til de nye synder skal være at 60% af italienerne er holdt op med at skrifte. I så fald bliver udspillet her nærmest lidt tegneserieagtigt. Hvornår mon de syv politiske dødssynder kommer? Det kunne være Folkemord, diktatur, besiddelse af ABC-våben, Løgn om interventionsgrundlag, fornærmelse af det andre holder helligt, udbredelse af prævention til fattige lande og ikke at betale beskyttelsespenge til mafiaen.

Der kommer jo nok tider hvor endnu færre går i skriftestolen...

En gammel Kondicykel

Uge efter uge er Den Blå Avis fuld af billige kondicykler som næsten aldrig har været brugt. En kondicykel fungerer gerne som en mellemting mellem incitament og signal. Man vil give sig selv en grund til at dyrke motion ved at købe et dyrt redskab, og man vil signalere til omverdenen at man faktisk dyrker motion ved at have den stående. For de fleste bliver det alligevel ved tanken, og når også den giver op ryger cyklen på dba.dk hvor den bliver købt af en ny, håbefuld motionist in spe. Når så han kommer for at læsse den ind bag i sin stationcar, opstår et underligt møde mellem ligesindede og dog så forskellige. Sælgeren smiler mat og lidt sørgmodigt mens den energiske køber finder de 450 kr. frem. Den desillusionerede siger ikke noget; hvad er der at sige. Enhver må gøre sig sine erfaringer.

Denne cykel er imidlertid ikke noget man kan købe sig til. Et pragteksemplar af en næsten antik kondicykel. Den står på hjørnet Bjarkesvej/Enggårdsvej i Åbyhøj - til fri afhentning går jeg ud fra, hvis nogen skulle være interesserede.

Skjader være KAMPdag, så la der væer... *hik*

Politiken beretter om en fodboldkamp som var næstved ikke at kunne færdigspilles fordi fulde tilskuere væltede hegnet og angreb stadionvagterne.

http://politiken.dk/indland/article481012.ece
http://politiken.dk/indland/article481021.ece

Det er jo nærmest symbolsk. Det er Kvindernes internationale kampdag, og så får vi serveret sådan et pragteksempel på mandlig dumhed og idioti. Men det er da interessant nok at dommeren valgte at lade kampen fortsætte til den bitre ende så FCK kunne rejse hjem med en lille sejr.

Det er ikke fordi jeg pludselig er blevet interesseret i fodbold, næhnej. Jeg står bare undrende over proportionerne. At hele landet kunne koge over af raseri da en enkelt fulderik sidste år rendte ind på banen i Parken og obstuerede en dansk-svensk venskabskamp. En kamp som allerede havde budt på rigeligt med skandaløs opførsel fra fulde danskere der bla. havde overøst de svenske sportsjournalister med stadion-letøl. De havde jo nok drukket nok hjemmefra.

Måske var det dengang på tide at stoppe kampen og dømme de temmelig ugæstfrie værter som tabere. Det blev de så også, men den formastling der forårsagede dommen måtte tåle en hetz uden lige og siden en voldsdom og et usmageligt sagsanlæg fra DBU.

Og var han egentlig værre end mange af de fodboldfans man kan se med ujævne mellemrum tæve hinanden, hærge byer og deres værtshuse og obstruere kampe sådan som her. Alle er enige om at den slags hooliganisme er dårligt, men mange accepterer fordrukne udskejelser der går lige til grænsen. Så lad os være ærlige og erkende at det koster et landskampsnederlag i ny og næ.

FCK kan åbenbart beholde sin sejr, hvilket er mig en gåde. Nogen bør overveje om der ikke mangler en mere konsekvent tilskuermoral i dansk fodbold.

Der er en tunnel for enden af lyset!

På vores tur til Balkan var vi på en endagsudflugt til Novi Sad, hovedbyen i den nordserbiske provins Vojvodina. Vi klatrede op ad en stejl skrænt der førte op til byens borganlæg, og på vejen fandt vi et hul der førte ind i skrænten. Der var bælgmørkt derinde, og jeg havde ingen lygte. Men jeg havde et kamera. Jeg tog altså billede efter billede og bevægede mig på den måde fremad:



Jeg vovede mig ikke længere frem efter at gangen var drejet. Jeg ærgrer mig en smule over det nu. Det havde været spændende. Men det var også ret anstrengende at se på den måde. Jeg tænker somme tider over hvad jeg kunne have fundet derinde...

Fremtidens sprog

De unges sprog har altid været problematisk. Snart mumler de ordene ud så alle de gennem århundreder udviklede stavelser forsvinder i én grød. Snart fylder de sproget med nye, unge ord som gør det lige så uforståeligt som når de mumler. Dette er ikke en samtidsdiganose, det er en permanent tilstand. De ældre klager O tempora, o voces! Men da de selv var unge klagede deres bedsteforældre over det samme.

Sproget udvikler sig, og det er ikke sådan til at gætte hvorhen det vikler sig ud. Jeg har set nogle satiriske forsøg, men de tager mest udgangspunkt i slang og gruppejargon som de udvider til at omfatte hele sproget. Sådan gjorde rapperen Niarn, når han mente at gamle nok engang ville sige til hinanden "Åeeh, jeg glæder mig så fucking meget til det royale bryllup, det bli'r bare go' stil!".

Det kan være de vil, men det er jo kun en lille del af sprogets udvikling, og den er ikke engang særlig sandsynlig. Slang af den slags holder ikke flere årtier. Går vi måske stadig og siger 'bred ymer' eller 'knæhøj karse' til hinanden? Nej vel! Men hvordan udvikler sproget sig så; er der love for det? Taler vi hurtigere f.eks? Det kan være, men sådan en udvikling kan jo ikke fortsætte i det uendelige! Det kunne ellers være sjovt at høre folks stemme bevæge sig over smølfestemme og Rasmus Radiomus indtil der kun var en høj lyd tilbage hvor ingen kunne skelne ordene. Min ven Ole har i øvrigt en teori om at man slet ikke talte så langsomt i gamle dage, men at man talte pænt og tydeligt i gamle film fordi det ellers kunne være svært at forstå pga. knitren og støj.

Den norske komikergruppe Uti Vår Hage har profeteret at dansk på et tidspunkt vil kollapse til en hoben meningsløse gutterale lyde. Danskerne vil sige lyde til hinanden, men intet forstå, og prøve at skjule det ud fra go'dag man, økseskaft!-princippet. Den kan ses her, og jeg vil da lige benytte lejligheden til at nævne at jeg så den før Youtube blev til fordi jeg kendte en tysker hvis fætter var gift med en nordjente. Jeg har dvd'en også. Æv bæv!

Den mest overbevisende udgave af et fremtidssprog er det Anthony burgess udviklede til sin roman A Clockwork Orange sproget nadsat, som er engelsk iblandet en masse lettere modificerede russiske gloser. Hoved hedder f.eks. på russisk golova og på nadsat gulliver. Når noget er rigtig godt hedder det på russisk khorosho, på nadsat er det real horrorshow. Mange russiske ord bruges umodificerede. Det er et slangsprog, men det er ikke bare en fremskrivning af samtidens slang. Det er udviklet ud fra Burgess' gæt på hvordan sprogpåvirkningerne vil se ud op til den fremtid han beskriver.

En oplagt parallel er selvfølgelig Orwells newspeak, men der er for meget kunstsprog over det. Det er en vild overdrivelse af nogle bestemte tendenser i sproget. Ikke bestemte ord, men måder at forkorte ord på og sætte ord sammen på, samt tendenser til rationalisering af sproget. Orwell var en meget talentfuld og streng sprogrøgter, læs Politics and the English Language. Den virker en anelse gammeldags nu 62 år efter den blev skrevet, men mest fordi vi har accepteret mange af de ting han opponerede imod som sprogvidenskabelige fakta. Vi har erkendt at den jord vores nye sprog spirer af består af døde metaforer. De skal ikke undgås for enhver pris.

Man kan næppe gætte meningsfuldt på hvordan sproget vil være om 50 år. Men man kan komme med vilde gæt. Moden betyder meget. For 150 år siden talte de intellektuelle tysk og fransk, mens engelsk ikke betød så meget. Kierkegaard læste Shakespeare i tysk oversættelse. Hvis Burgess kunne forestille sig en fremtid hvor de unge talte halvt russisk, så må vi vel snarere regne med at tale halvt arabisk eller kinesisk. Især det sidste kan komme på tale hvis/når kina bliver en økonomisk stormagt. Så vil der være grunde til at lære kinesiske vendinger, som så kan vandre over i dagligsproget.

Hvordan vi kommer til at snakke, er ikke til at sige...

Det er et herligt billede. De to bundhæderlige mennesker som hver for sig aldrig kunne finde på at snyde nogen for noget, kigger fromt op mod den instans som tilmåler enhver sit og garanterer at alt går ret for sig. Og der er jo en vís pointe i at de hver især tror de har gjort den bedste handel uanset de ikke kan se hvad vi kan se.

pragtfuld høne i øvrigt, som den ligger henslængt dér.

Gl. Åby, en landsby i byen

Syd for Åbyhøj, på den anden side af Søren Frichs vej ligger en landsby og putter sig. Gl. Åby har betaget mig lige siden jeg landede midt i den ved et rent tilfælde for 1½ år siden. Jeg troede jeg havde fundet en genvej til Viby, men lidet anede jeg at man ikke sådan kører igennem Åby. Tværtimod blev jeg efter et par runder ledt ud på Søren Frichs vej igen, mens Åby på sin vis har blevet i mig.

Åby er egentlig kun et par gader. Men til gengæld skaber de få gader og den flotte kirke i knudepunktet et ægte landsbymiljø, der får en til at glemme at man er midt i Århus. Jeg føler mig hensat til min Hørup hvor jeg er vokset op. Da Åby er en slags blindgyde afgrænset af jernbanen, en havekoloni og et XL-byggemarked er der næsten ikke noget trafik, hvilket forstærker følelsen af at man er rykket langt væk fra Århus.

Åby kan i øvrigt byde på en mange forskellige slags huse, flere stråtækte. Jeg tror kun det unikke miljø her overgås af Møllestien.

Herunder et blik på Åbys kringlede veje fra luften.


View Larger Map

At se i spejlet med duggede briller.

Pixi-indføring i Forførerens Dagbog m. forord

Jeg kom i 2002 til at forære en oversættelse af Kierkegaards Forførerens Dagbog fra Enten-Eller til en tysk kvinde jeg lige havde lært at kende. Jeg tænkte at det var en god personlig gave fordi bogen betød en del for mig selv, og jeg holdt meget af sproget i den. Hun blev noget overrasket over emnevalget, men på den anden side var jeg den eneste var kommet med noget andet end pixibøger. Ved nærmere læsning fandt hun bogen frygtelig umoralsk – lige som i øvrigt Kierkegaards samtid for 165 år siden. Hvad var der altså andet at gøre end at lave en pixi-indføring i de mere filosofiske lag i bogen – hele den sammenhæng som ikke fremgår af dagbogen selv, en af alt det der ligger udenom. Jeg udgiver den her på tysk, mest fordi jeg ikke har en oversættelse ved hånden. Sproget i originalen var betydelig mere ubehjælpsomt, men det vil jeg ikke udstille her.