Da jeg købte min første mobiltelefon røg jeg ud i en mindre krise. En lettere påtaget krise måske, men jeg havde faktisk lovet mig selv aldrig at få en mobi, og jeg følte at jeg havde et forklaringsproblem. mine forbehold dengang var nok et udslag af halvbuddhistisk idealisme plus anelser om hvor stressende moderne apparater faktisk kan være. Jeg har siden fået bekræftet at man faktisk bliver mere stresset, jo flere kommunikationsmidler man anskaffer sig. Det er den ene interessante side af sagen. Hvordan er det kommet dertil at vi må stresse os selv. Lige så interesant er det at de små apparater der sluger vores tid og opmærksomhed følges af de store, der sluger vores plads.
Jeg drømmer ofte om den indre frihed der må være i at kunne overskue de ting der betyder noget for en. På tysk er det buddhistiske ideal blevet hverdagsudtryk, meine Siebensachen er det jeg pakker hvis jeg har 10 min. til at pakke alt hvad der er vigtigt i mit liv. Men vi er oversvømmet med så mange brug-og-smid-væk-apparater at de ikke engang opfattes som ting. Jeg prøver så godt jeg kan at holde alting på et simpelt plan. Men man er vel nødt til at have en saftmaskine hvis man vil være ordentlig sund. Og en espressomaskine, for ordentlig kaffe skal man jo have. Og nu har jeg snart levet længe nok uden en printer, som er helt basalt udstyr, så sådan en har jeg også lige fået mig.
Behøver jeg sige at dingenoterne jo ikke koster noget særligt. De kommer og går uden at der følger de store økonomiske overvejelser med. Printere er alle designet lige som mobiltelefoner, de holder op med at virke efter et halvt år, og koster først og fremmest noget i brug. En brug som er blevet almindelig - noget man bare har. Denne her er overtaget fra Filosofisk Boghandel, og skal erstatte en tidligere printer som spontant holdt op med at virke.
Jeg tror nok jeg kunne samle syv ting som virkelig betød noget mens resten forsvandt i et hul i jorden. Og være nogenlunde cool. Men netop derfor er det interessant at selv hos mig udvider maskinparken sig og min værelse skrumper indad. Jeg må snart til at udkaste planer for at imødegå den tendens.
mandag den 11. februar 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Tillykke, - nu har du næsten alle de ting, der er nødvendige for den lette og muntre hverdag!
Hvis du blot tilføjer en dobbelt chokoladesmelter, vil husarbejdet gå som en leg, - og du vil have tid til at tage på spændende weekendture ude i naturen!
Måske ville det være praktisk med et par af de nye selvoppustende luftmadresser, og et stormkøkken kan også anbefales, hvis du ikke allerede har et!
(Det er et transportabelt jeg tænker på! - det andet har du jo allerede!)
Så mangler du stort set kun et nyt Gore-Tex imprægneret telt, og - nåh ja - en elektrisk håndklædetørrer vil også være god, når man kommer hjem fra en regnfuld dag i Guds frie natur!
Hvis du blot tager et weekend-job, vil du også have råd til alle disse nødvendige ting, og du vil udleve drømmen om det moderne menneske :-)
Selve tanken om kun at måtte tage ti ting med udlever man i praksis, som refugiebums (altså skrivende på vej fra den ene legatbolig til den anden). Sådan levede jeg i et par år. Jeg ejer i dag stort set intet og jul er et problem fordi folk giver mig ting. Da jeg rejste fra refugie til refugie var jeg nødt til at begrænse, hvilke bøger jeg tog med fra min bogsamling. Jeg valgte 10 bøger jeg ikke kunne skrive uden at have omkring mig. Det var også ret interessant.
man skal bare have sine mus i tørvejr og sikkerhed så er alt godt
p.s. til dem der ikke ved det er anders 1.klasses mus
Hihi, tak mus! Jeg er i hvert fald en meget forkølet mus lige nu. Jeg er færdig med arbejde og skal til hjem til varm suppe og pebermyntethe. Her hjælper ingen espressomaskine, kun elkedel og glaskeramisk komfur.
Tak Ole for at minde mig om chokoladesmelteren, tingen til børnefamilien som allerede har alle de andre husholdningsapparater og mangler noget at bruge friværdien til. Den ville være en helt skør opfindelse hvis ikke lige den faktisk udfyldte dén funktion.
Interessant med de 10 bøger. Jeg tror de ni vigtigste ting i mit liv ville være bøger. den sidste min Ipod - til lydbøger. Jeg gad nok rejse fra legatbolig til legatbolig. Det kræver bare lige at jeg får legaterne først...
Det kræver først og fremmest at den ene af de ti bøger, du har med, er en du selv har skrevet, så skriv, Plougsgaard, skriv! Og god bedring med forkølelsen.
Send en kommentar