Argumentér ikke mod ateisme!

På det tidligere omtalte julemarked fandt jeg et billigt eksemplar af Jan Lindhardts Katekismus i Kristendom - børnelærdom for voksne. Nu er Jan Lindhardt for mig ikke så meget biskop som en dygtig kender af retorikfaget, som han har skrevet meget interessante bøger om. Hans biskoppelige vandel har jeg aldrig interesseret mig så særligt for, men da jeg nu har fået et kig ind i kirken var det da værd at høre hvad en af girafferne mener om sagen selv, kristendommen.

Jeg klatlæst lidt her og der, og bogens styrke er netop at den igen og igen forklarer ordene og deres oprindelse. Den er derimod svag når det kommer til argumenter over for tvivlere eller ikke-troende. Man burde nok i det hele taget afholde sig fra argumenter her, men Jan Lindhardt forsøger sig, endda med en vaskeægte stråmand. Han skriver:

"Af og til sker det at folk fortæller mig at de ikke tror på Gud. Hvis der er tid til det, plejer jeg at spørge hvad det er for en Gud de ikke tror på. Når de har fortalt lidt om det, må jeg i de fleste tilfælde sig at sådan en Gud tror jeg da heller ikke på, og han lyder ikke som om han overhovedet er værd at tro på. Det er også alt for usikkert at basere sin gudstro på egne fornemmelser - medmindre man tror man har en ufejlbarlig intuition eller en særlig (indre?) kilde til viden om Vorherre."

En stråmand er det retorikfaglige ord for det man laver når man fordrejer modpartens holdning til noget nonsens som er let at afvise. Her insisterer han først på at den Gud man ikke tror på skal have en konkret skikkelse (det er ren Svante ved pølsevognen), dernæst afviser han så denne konkrete skikkelse som noget han heller ikke selv tror på. Skal man tro Richard Dawkins er det et ret hyppigt argument mod ateisme at Gud selvfølgelig ikke er en gammel mand med langt hvidt skæg der sidder på en sky, det er der naturligvis ingen der tror på. Ergo bør man tro på Gud. Det er dårlig argumentation, hvilket Jan Lindhardt burde vide.

Han bruger det imidlertid mest som afsæt til en snak om hvad kristendommen faktisk tror på - trosbekendelsen. Dén er det sikkert at basere sin Gudstro på. Det siger han. Mindre sikkert er det at bruge intuition eller en særlig indre kilde til viden. Jeg har ellers været overbevist om at det var netop det, der skilte mig og mange af de andre jeg ser i Studentermenigheden. Jeg har ikke nogen indre forbindelse til Gud. Ingen. Jeg kan godt trosbekendelsen, men at synge den er en social, en horisontal handling for mig. Hvis det samtidig gør mig kristen i Jan Lindhardts øjne, så fint nok, men jeg tror ikke det er helt så enkelt.