Jacob - dengang og nu

for oven: Jacob August Riis (1849-1914)
for neden: Jacob Holdt (f. 1947)

Jacob A. Riis rejste efter en ulykkelig kærlighedshistorie fra Ribe til Amerika hvor han hutlede sig igennem som tømrer, sælger af strygejern og vagabond i og omkring New York, indtil han i 1873 fik job som reporter på New York Evening Sun. Han arbejde siden for andre blade i New York, og begyndte her sin karriere som fotograf i slummen. Hans billeder af menneskerne på den amerikanske drøms skyggeside blev efterhånden berømte, og han selv med. I 1890 udkom hans første bog How the other Half Lives, og siden fulgte omkring ti bøger, blandt dem en selvbiografi, The Making of an American, og en bog om hans hjerteven Theodore Roosevelt. Da han døde i 1914 kaldte Roosevelt ham "The best american I ever knew". Hele historien er fortalt i bogen Den ideelle amerikaner af Tom Buk-Swienty.

Jacob Holdt er på en måde gået i Jacob Riis' fodspor. Han har lavet et lysbilledshow med over 3000 billeder, som han rejser rundt og viser. Også han har fået succes med sine billeder i USA, hvis man da kan tale om succes når det kan lykkes at tage så mange billeder af menneskelig elendighed.
En af de afgørende forskelle er at Jacob Holdt aldrig - det er min tese - ville tale om en anden halvdel. Han gør en dyd ud af at se alle som medmennesker og derved se sig som del af en helhed, medmenneskeheden så at sige. Og for at det ikke bare skal være tomme ord, sørger han for at omgås både toldere og syndere. Blandt andre drejer det sig om Ku Klux Klan, som han er medlem af og hvor han har mange venner. Er de ikke racister? Nej, de taler da meget pænere om negrene end en gennemsnitlig socialdemokrat gør om muslimerne herhjemme. Hans interessante pointe er, at korsafbrænding og alt det andet halløj mest er noget de gør for at få presse i udlandet. Private er de flinke og har venner i alle farver. Lidt ligesom dem der brænder flag af foran fotografer i mellemøsten. Han kalder dem alle for smertens børn, og mener de først og fremmest behøver folk der viser medmenneskelighed og ikke er bange for dem. Når han bosætter sig et sted i storbyen, f.eks. New York, undersøger han i hvilken bydel den højeste mordrate findes og bosætter sig dér.

Jacob Holdt og Jacob A. Riis har billederne som fællesnævner. Men Jacob Holdt har en lidt besynderlig, dog måske gyldig kritik af Riis. Folk på Riis' billeder arbejder. De kommer derved til at illustrere en midlertidig fattigdom, som man imidlertid formår at kæmpe sig ud af ved hårdt arbejde. Det passer jo perfekt til den amerikanske drøm, og effekten er at dén ikke bliver anfægtet, men snarere står styrket. Alle gode republikanere kan ånde lettet op, for vel er der nød og elendighed, men hvis bare de lousy welfare bums kunne tage sig sammen ville der ikke være nogen nød. Holdt påpeger at hvis det gjaldt på Riis' tid gælder det i hvert fald ikke i dag, hvor de sociale lag er mere statiske og der er en del der ikke, selv ved hårdt arbejde, formår at kæmpe sig op. Det er en anden elendighed man ser i dag, og derfor er det ikke nødvendigvis godt at bruge Riis til at sælge sit budskab.