Fortidens telefoni forsøger fremstød

På messen i Struer præsenterede en sælger denne her sag, som ligner noget fra sidste årtusind. En venstrehånds-bordtelefon med indbygget video, så man kan se den man taler med. Han kaldte den kækt for 'FREMTIDENS TELEFONI', og det er lidt som i science fiction-romaner fra første halvdel af 1900-tallet, hvor man kunne forstille sig alt muligt om fremtiden, bare ikke at telefoner blev mobile.

Ideen om at man skal se på hinanden mens man taler har været afprøvet før, og det er faktisk ikke noget folk har det helt store behov for. Begrebet videotelefon har været tænkt siden 30'erne og den første kommercielle af slagsen, Picturephone Mod 1 kom på markedet i 1964. Den var selvfølgelig dyr, men selv da videotelefoner blev til at betale sig fra var de ikke særlig populære.

Videotelefoni er ikke fremtiden, det er ikke en gang fortiden. Og som bordtelefon! tsk tsk!

Olav flygter med Hanne Vibeke - det første indtryk

Filmen 'Flugten', som er baseret på Olav Hergels bog Flygtningen spiller lystigt i biograferne og får pæne anmeldelser. Den bog skal jeg da også kende, så jeg gik i gang i dag. Førstehåndsindtrykket er ikke så godt.

Bogen har flere parallelforløb. Det ene følger journalisten Rikke Lyngdal i irak. Hun er omtrent den eneste journalist i Danmark der beskæftiger sig med krigsreportage - ja med udlandsstof i det hele taget. Resten af slænget rapporterer fra børnehaver eller tester brødristere og curlere. I det andet spor følger man Claes Kielland, den helt og aldeles profitstyrede chefredaktør på Morgenavisen Danmark, som har taget Hitchcocks ledelsesprincip til sig: journalister bør behandles som kvæg. Der er alligevel ingen der læser artiklernes byline, så om der står det ene eller det andet navn kan være lige meget. Og så skal avisen helst skrive om det som det nordsjællandske læsersegment kan lide. Det indbefatter ikke krigsreportager, og slet ikke kritiske sådanne.

Det ligner en karrikatur, men pas på! Det ligner setuppet til en nøgleroman det her. Alene placeringen på en avisredaktion og det tilsyneladende neutrale, men sigende navn Morgenavisen Danmark er nok. Da Tom Kristensen skrev Hærværk i 1929 og lod hovedpersonen arbejde for 'Dagbladet' var det klart nok at han skrev om Politiken - hvor han selv havde sin gang forstås. Olav Hergel har imidlertid ikke arbejdet på Jyllands-Posten, men på Berlingske. Politikerne er genkendelige, og har blot skiftet navn.

Det leder tanken hen på Hanne Vibeke Holst, og hendes Kronprinsesse-trilogi som jeg har læst 2/3 af. Hendes romaner er nøgleromaner næsten hele vejen igennem - minus det lille rum der skal være for ens egen mening om f.eks. hovedpersonen Charlotte Damgaards identitet. Olav Hergel faktisk udtalt at Kronprinsessen har ændret hans liv, fordi han tænkte at 'det kunne han da også'. Og nu har han så skrevet sin egen bog, som jeg faktisk synes minder en del om Holst.

Det der så alligevel løfter bogen er Olav Hergels 18 års erfaring som journalist på Berlingske. Man kan altså regne nogenlunde med at han har noget at have sin satire i. Netop hans satire irriterer mig, for den er så sort-hvid, og man får det indtryk at aviserne nærmest ikke skriver andet end lokalstof fra Nordsjælland og test af brødristere, og at udlandsstoffet er noget man kan flytte om på de bageste sider efter behag. Nu må jeg tilstå at jeg ikke er fast læser af Berlingske, men i alle andre aviser jeg kender, er der faste sider for indlands- og udlandsnyheder. De ikke bare ligger et bestemt sted i avisen, de skal også fyldes ud med noget.

Selvfølgelig er der brug for folk der kræver bedre journalistik. Olav Hergels holdning er prisværdig og nødvendig. Bare han ville skrive en roman der foregik på Tv-Avisen og handlede om hvordan de opprioriter historier om danske politikeres ligegyldige skænderier og nedprioriter vigtigt udlandsstof. Tv-Avisen passer udmærket til hans kritiske vinkel. Det er faktisk muligt at bruge en hel Tv-Avis næsten uden at tale om andet end ligegyldige danske navlepillerier. Det kan man forhåbentlig ikke i en avis. Jeg ved ikke med Berlingske, men søster Weekendavisen har da meget af den slags som Olav Hergel efterlyser.

Der findes elitære aviser og elitære tv-programmer som bedriver ordentlig journalistik. De bredere medier halter bagefter. Men det går jo ikke just fremragende i brancen, og jeg gad nok se den redaktør som ankommer lige så fløjtende og hændergnidende på arbejde som Claes Kielland. Og den redaktør der bliver lige så fortvivlet og svedig ved at hans avis er nødt til at bringe en fremragende artikel næste dag.

jeg klør på, men foreløbig synes jeg Olav Hergel er Hanne Vibeke Holst på den lidt trælse måde.

Forsvar for VU

En tur til Bruun’s Galleri tvinger en til at tage politisk stilling. Banegårdspladsen belejres ofte af løbeseddeluddelere til fordel for den ene eller den anden politiske holdning, oftest fra venstrefløjen. I torsdags var det så Jyske Antifascister der stod der, og jeg tog selvfølgelig mod en seddel. Det ligger lidt i retorikken at folk der ikke støtter deres kamp, støtter fascismen, som åbenbart ligger på lur alle vegne. Jyske Antifascister står imod. De siger nej til fascisme, racisme, nazisme og fremmedhad.

Jeg havde ikke hørt om Jyske Antifascister før, men det er da rart at vide at der endelig er kommet en organisation i Jylland som går imod fascisme, racisme, nazisme og fremmedhad. De har ikke nogen hjemmeside endnu, men det kommer forhåbentlig snart, så jyder får mulighed for at besøge en lokal hjemmeside som ikke går ind for fascisme. Det bliver rart.

Løbeseddelen fra Jyske Antifascister var i øvrigt rettet mod et møde Venstres Ungdom i Århus har tænkt at holde i morgen med nogle repræsentanter for DNSB, altså de danske nazister. Mødet har været omtalt her og der og er også blevet kritiseret af Venstre. Nazister skal man ikke tale med. Jeg går ikke selv ind og tjekker Vus kalender, så jeg har kun hørt om det møde gennem Venstres udmelding i pressen for nogle uger siden, og så JAFs løbeseddel, så jeg rigtig kunne se at nu var det lige opover.

Jeg kan desværre ikke overvære mødet, da jeg ikke er medlem af VU-Århus.

I stedet kan jeg se lidt på løbeseddelen. Den hævder at

1) den slags invitationer lukker nazister, der bruger politisk vold og hylder Hitlers Holocaust, ind i varmen i vores samfund.

2) [VU] blåstempler … nazisternes politiske terror.

3) VU er før set samarbejde med den yderste højrefløj, sidst med Dansk Front i en demonstration for rydningen af Ungdomshuset.

4) VU giver nazisterne mulighed for at udsprede deres fremmedfjendske og yderst racistiske propaganda frit i den danske (og udenlandske presse).

Påstandene er alle diskutable, og nogle er rent sludder. Den første kan koges ned til at nogle mennesker er så afskyelige at vi ikke skal ’lukke dem ind i varmen’. Det forudsætter at der er et fællesskab af (varme) mennesker som kan lukke andre ude. Problemet er at de varme mennesker ikke altid er enige.

Svenske Jan Guillou har af og til opfordret danske politikere til at skubbe Dansk Folkeparti ud i kulden. Lad dem have deres vælgere, lad dem skryde, men hold jer for gode til at tale med dem. Det er en strategi som man har praktiseret i Sverige i lang tid, dog ikke med det bedst tænkelige resultat. Man kan ikke bare afvise at tale med sine modstandere, med mindre man har rigtig meget sympati på egen side. Hvis man dømmer nogen ikke-stuerene skal man i den grad være herre i egen stue.

I øvrigt er det misforstået at nazister hylder Hitlers Holocaust (1). De fleste danske nazister vil formentlig sige at det aldrig har fundet sted. Det er så et andet problem, som jeg faktisk mener vi skal reagere på med tavshed. I Tyskland er det forbudt at benægte Holocaust, men egentlig burde vi bare henvise til de overvældende mængder at historiske kilder, herunder øjenvidner, som bekræfter det de prøver at benægte.

Der har længe været en konsensus om at nazister selvfølgelig var så onde at dem skulle man ikke snakke med. Det er JAFs påstand (2) at bare man snakker med dem, blåstempler man dem. Jeg mener at der er en vis nuanceforskel. Ordet blåstempling er i denne sammenhæng et ret meningsløst ord, og jeg tror det er meningen at det skal være uklart. For selvfølgelig er VU ikke enige med DNSB, men de blåstempler dem ved at tale med dem. Ja, de blåstempler også nazisternes politiske terror, siger JAF med sans for dramatik. Det er en påstand der hænger og blafrer.

Det er faktisk værre i næste afsnit hvor JAF har den frækhed at henvise til VUs samarbejde med Dansk Front i en demonstration for rydningen af … og så kom ordet på bordet … Ungdomshuset.

Det er da i den grad at åbne en flanke. Der er begået masser af vold, smidt brosten, afbrændt biler, påsat brande, raseret bygninger og en del af Nørrebro har været skræmt og terroriseret til fordel for Ungdomshuset. Men det er naturligvis noget helt andet, og bare fordi man går ind for at Ungdomshuset skulle have været bevaret, er man da ikke i samme bås som de voldsmændene på Nørrebro.

Man skulle næsten tegne scenariet for rigtig at kunne se hvor snirklede relationerne er: De kreative, varme unge mennesker står omkring ungdomshuset mens VU og de onde, voldelige Dansk Frontløbere står bag dem og demonstrerer imod Ungdomshusets brugere, mod deres kreativitet og varme. På samme tid raserer en anden gruppe mennesker Nørrebro mens de hylder Ungdomshuset. De er på ingen måde allieret med Ungdomshusbrugerne, selvfølgelig ikke. Og det er stadig værre at VU har allieret sig med Dansk Front.

Den sidste påstand på løbesedlen er at VU giver nazisterne mulighed for at sprede deres propaganda i den danske og udenlandske presse. Det er en mærkelig påstand, som mangler enhver begundelse. Den eneste spredning der har været foreløbig har været JAFs og Venstres omtale af arrangementet, og så selvfølgelig denne blogomtale. Faktisk har jeg i de sidste minutters skrivning overvejet at droppe hele indlægget. Jeg bidrager jo også til spredningen, om ikke af nazisme, så af JAFs sammenblanding af alle mulige begreber.

Nu kommer den på alligevel. Og jeg vil slutte med at bemærke hvordan JAF endda får plads til at trykke hagekorset på deres løbeseddel. Godt nok er det på vej ned i en skraldespand, men på et billede har bevægelsen ingen retning. Hvem ved, måske er manden på billedet i gang med at samle hagekorset op af skraldespanden. Og pudse det af. Med hjælp fra ingen ringere end Jyske Antifascister.

Historisk II

Om muligt mere Storm P-inspireret indretning. Det var fra dengang jeg endnu ikke var blevet politisk korrekt, som man ser.

Historisk

Jeg fik den indskydelse at mine gamle tegninger kunne bringes til nyt liv hvis jeg skannede dem ind og lagde dem ud. Det var ret sjovt at gennemse dem igen og lægge mærke til udvikling. Der er en tydelig forskel på tegninger fra slutfirserne og starthalvfemserne. Der skete noget dér. De fleste tegninger er fra 1992, og de er næsten udelukkende opfindelser. Enkelte maskiner som denne, andre er Storm P-agtige indretninger inspireret af en Storm P-bog jeg fik af min moster. Det har nok været julen 90 eller 91. I 94 og fremefter begynder jeg at eksperimentere mere med rigtige tegneteknikker, men det fænger ikke rigtig, så jeg har kun enkelte billeder fra denne periode af klud med kridt, skruebænk og den slags kedelige motiver.

"Jamen det beløb er alt, alt for højt"

"Jamen det beløb er alt, alt for højt. Jeg mener, det er helt utilstedeligt" udtaler ekspert Lisbeth Kristensen, 57, til BT om Danske Banks direktør Peter Straarups løn på lidt over otte millioner kr. årligt. For at vi ordentlig kan forstå det oversætter Urbans journalist det beløb til 36.595 kr. om dagen. Så er det vist meningen at vi skal sammenligne med vores månedsløn og ose af forargelse ligesom LK, hvis mand sikkert lige er blevet fyret fra Danske Bank eller et lignende foretagende. Og selvfølgelig er det hele også lidt Bankernes skyld, men!

Men voxpop bliver ikke mindre ulideligt af det. Stik tungen ud af vinduet, siger vi af og til når vi vil give en forestilling om hvor kedeligt noget smager. Journalister er tilsyneladende ikke de store gourmeter, for de tror stadig der kommer interessante artikler ud af at stikke en mikrofon ud af vinduet. Det gør der ikke. Folk siger det man lægger op til i spørgsmålet, de får ikke tid til at reflektere, de har pr. definition ingen særlig viden på området, for hvis de har det er de ikke almindelige, ikke repræsentative, og derfor uegnede til voxpop.

Jeg kan godt forstå at Lisbeth Kristensen, 57, ikke kan forstå at Peter Straarup skal have otte mio. om året. Men jeg har ikke nogen særlig indsigt i hvad bankdirektører almindeligvis får. Jeg ved at det er et ansvarsfuldt hverv at være bankdirektør, og ansvar ledsages oftest af penge - også selv om man ikke hæfter for eventuelle tab i den virksomhed man har ansvar for. Der kan siges for og imod, det vil jeg ikke tage stilling til her. Jeg vil blot konstatere at voxpop stadig er et elendigt journalistisk værktøj.

Portræt af en dame

Flad ud på Grønlands is, anbefaler doktoren

Jeg er kommet for skade at se DRs udsendelse om Danmark Ekspeditionen.

Mens Peter Qvortrup Geisling venter på Kronprinsen oppe i Nordgrønlands is, har han lige tid til at kigge tænksomt ind i kameraet og lommefilosofere lidt. Folk under sig ikke den slags pauser, siger han. De er simpelthen utilbøjelige til at tage fri et par uger og køre hen over Nordøstgrønland i hundeslæde mens de overvejer om de nu er på den rette hylde. Om deres liv giver mening eller om de skulle omlægge det. Og måske tage lidt mere fri for at køre på hundeslæde og tale i satelittelefon med Kronprinsen om hvor det er bedst at lande når han kommer på besøg næste gang.

Jeg tror ikke manden har uret. Det kan givetvis være nyttigt for nogle at stoppe op og tænke nærmere over deres liv. Jeg vil bare ikke høre den slags fra en mand der bare skal knipse med fingrene for at komme med på en slædetur hen over Grønland og få penge for det. Sikkert ikke så få. Har Peter Qvortrup Geisling mon nogen idé om hvorfor jeg ikke gør det samme?

Stress er et megastort problem. Så stort at man af og til glemmer at der er folk der arbejder fordi de har brug for penge. Følger man debatten om stress kunne man få den tanke at de fleste arbejder fordi de har udviklet en slags sygelig afhængighed af arbejde. Og så OD'er de på et tidspunkt - og går ned med stress.

Det er en luksus, det med at stoppe op og tænke. Det er fint at gøre det, men vi kan jo ikke allesammen få løn af DR for at gøre det. Mon ikke det er derfor så mange mennesker arbejder videre?

(disclaimer: intet af ovenstående er direkte citat af PQG, men min lettere sarkastiske gengivelse af hvad han sagde.)

En enkelt kaffetår kan koste dig år!

Det sang Lilly Broberg i 1972. Både mælk og kaffe skulle man holde sig fra, for der var noget farligt indeni! Eftertiden har været med budskabet. Hvis det var ironisk ment dengang er det ramme alvor i dag. Men der er nogle der trækker den anden vej, og de trækker hårdt. De har alle landets køer i ryggen og annoncerer nu med et budskab, ja med en mission. Nu skal mælk i kaffen kendes som sundt! Hør bare hvad Mejeriforeningen skriver:

"Morgenmælk gi'r din kaffe et sundhedsboost

Når du beriger din morgenkaffe med mager mælk - kold, opvarmet eller pisket til skum - får du god protein og vigtige vitaminer og mineraler med i din uundværlige morgendrik. "

Sundhedsboost? Beriger? Det er store ord så tidligt på morgenen. Men det er da bare mælk, ikke. I er ikke vel begyndt at tilsætte superkoncentreret spirulina-ekstrakt eller pulveriseret quinoa?

Hvis en reklame som denne skulle slå igennem er der basis for en ny polarisering i Danmark: Caffè latte-fronten mod de kernesunde familier. De fleste bøger om sund mad fra det alternative miljø fortæller os at vi skal forsage kaffen og alle dens gerninger og al dens koffein. Men næsten lige så forbudt er det at drikke mælk. Mælk er ikke bare ikke sundt, det er usundt. Meget! Og hvad værre er, promoveres det skamløst som sundt af en mejerisektor som er større og mere magtfuld end i noget andet land. Derfor hælder vi gladeligt stadset i vores børn uden at undersøge om der er noget som helst hold i den propaganda vi er udsat for. Det er den rene banale ondskab. Hvis kaffen er Adolf Hitler, så er mælken Adolf Eichmann.

Jeg har tidligere omtalt Gillian McKeiths bog You are what you eat som er god på mange måder, men har den samme typiske mælkefobi. McKeith anfører at laktosen i mælken er hård for kroppen og at over 70% af verdens befolkning ikke kan nedbryde den. Det kan være det også gælder englændere, men i Danmark er laktoseintolerans altså et marginalt fænomen.

Ikke desto mindre er der mange der har det godt med at skifte mælken ud med soyamælk eller lignende. Med mindre man direkte man mærke en forskel består ens sundhed jo i høj grad i ens egen forestilling om hvor sund man er. Derfor får nogle mennesker det godt af at ikke at drikke mælk og kaffe. At dømme efter antallet af kondicykler som er til salg eller fri afhentning halvvejs henne i marts, så er det de færreste der er standhaftige hvad angår den sundhed man må lide for. Altså er kaffeforsagerne nok flest blandt de folk som alligevel ikke kan lide kaffe. Resten drikker den hvad enten den er sund eller ej. Og hvis man tror på mejeriforeningens reklame kan man endda gøre kaffen sund ved at hælde mælk i.

Reklamen er naturligvis fulgt op af en kampagne med egen hjemmeside: morgenmaelk.dk Her står en masse påstande som man kan sætte over for andres påstande om det stik modsatte.

Når jeg får tilbudt mælk eller sukker til min kaffe plejer jeg at sige "Nej tak, jeg kan godt lide kaffe". Om jeg dermed går glip af et 'Sundhedsboost' ved jeg ikke. Jeg klarer mig nok alligevel!

I'm pickin' up good vibrations

En bekendt af Ole har ladet sig lokke til at købe dette vidunderprodukt, som med lette vibrationer kan fjerne fedt og stimulere muskler. Vibra Tone hedder dimsen, og vi har fået lov at låne den og lege lidt. Det er et bælte man spænder om maven og stikker i stikkontakten, og herefter kan man styre vibrationerne med betjeningsdelen. Vi bliver naturligvis nysgerrige efter at se hvad det er der frembringer vibra'erne, og det er bare at lyne op:

Ingen hemmeligheder her. Det er en motor og en sort kasse uden om, som nok indeholder noget der roterer.
Og hvordan fungerer den så? Man kan ikke se det på billedet, men Vibra tone vibrerer faktisk let, og jeg står og småfniser, dels fordi det kilder, dels fordi .. ja fordi situationen ikke er uden komik.

Den skruer selv op for vibrationerne, og det kilder! Man spænder faktisk uvilkårligt mavemusklerne, så hvis det har en positiv effekt kan det være tingesten er noget værd. Men man skal da gå med den i nogen tid så. Og man er nødt til at gå i nærheden at en stikkontakt.

Der er indtil flere vidnesbyrd på nettet om at Vibra tone virker efter hensigten. Men ingen forhindrer jo producenten i at skrive sådanne selv. Tingesten er rimelig dyr, og jeg vil sige at hvis man bare er lidt handymand, så betaler det sig at købe en Black&Decker Mouse og bruge den i stedet. Så kan man nemlig bruge den som almindelig rystepudser ved siden af.

Vind en VW Passat

Enhver intellektuel der skriver om Danmarksindsamlingen i går vil sikkert først slå ansigtet i dybe folder og overveje hvilken tilgang der mon er den rigtige. Den begejstrede, den afdæmpet bifaldende, den kritiske, den ironiske, den sarkastiske, den onde.

Der er mange at vælge imellem, og det interessante er at man i princippet har frit valg. Situationen indbyder til lidt af det hele. Bestemt en masse ironi over at DR, som ikke må vise reklamer lige har givet VW reklame som nærmest ikke kan betales for penge. Men må alle principper ikke vige for det gode formål? Er man ikke nærmest nødt til at acceptere at dette her er salg, lokkeri, afpresning og overtalelse. Nogle skal bruge det ene for at slippe skillingerne, nogle det andet.

Mellem underholdningsindslagene var indlagt tvshop-agtige små film hvor man vist hvad ens penge ville gå til og hvorfor det nytter. Det var naturligvis også salg af en god sag. Statistisk set nytter det ikke noget at hælde penge i Afrika. Det har vi gjort i årtier uden at det kan ses. Men for den enkelte afrikaner der bliver hjulpet betyder det naturligvis noget.

Derfor giver vi geder i flokkevis. Bla. derfor har vi givet de 72 mio. Og af så mange andre grunde. De fleste virksomheder har nok taget pengene af reklamebudgettet. Og det kunne mere end nogensinde før ses at det er et vilkår vi accepterer. Skidt med at vores velgørenhed er sponsorereret. Skidt med at vi måske også lidt betaler de 150 for at deltage i et spændende lotteri. Reklame må der til, og det skaffer flere penge i kassen.

Igen og igen fik vi lov at høre om VolksWagens Golf og Passat som var udloddet. Og værterne priste bilerne, kørte rundt i dem og var ved at falde helt i svime. De biler har måske kostet 1.000.000 eller deromkring. Men det er der jo også andre der har givet. VW fik oveni donationen en super reklame, over for 3.000.000 seere.

Og selfølgelig er det da ligemeget når nu pengene bliver brugt på noget nyttigt. Men det er alligevel værd at spekulere på om der skulle findes alternativer til shows som dem her. 72 mio er en net sum. Men for nu at sammenligne med noget, så er det knap 0,2 promille af vores statsbudget på 400 mia. Derfor synes jeg egentlig den politiske diskussion er lige så vigtig. Den batter en hel del, fordi politikere har det behagelige privilegium at kunne give folks penge væk uden at de behøver slå på tromme først eller udlodde Golfer og Passater. Vi er efterhånden holdt op med at diskutere hvordan regeringen 'fastfrøs ulandsbistanden på 1999-niveau', dvs. satte den ned. Vi er holdt op med at råbe "1% til Verden". Men Det ville ellers batte mere end 72 mio. der er vredet, rystet og trukket ud af danskerne. Vi giver faktisk en pæn slat penge i udviklingsstøtte, bistand og nødhjælp næsten uden at vide af det. Det gør slet ikke noget i mine øjne.

Et lille regnestykke: formentlig er ca. halvdelen af de 72 mio. fra private. Det svarer til at 240.000 mennesker har givet 150 kr. Hvis nu hver husstand gav 100 kr. om måneden i stedet? Det lyder vildt. I stedet for at 240.000 mennesker giver 150 kr. en gang om året, så vil jeg have 1.000.000 huse til at slippe 100 kr. 12 gange om året. Men det er da ingenting. Og for det beløb, som man knap ville opdage, kunne vi samle 1,2 mia. kr.

Vi kunne også, nu vi er i gang, afskaffe vores egen dyre landbrugsstøtteordning, og så begynde at købe korn i Kenya. Det ville hjælpe afrika der hvor de faktisk kan bidrage med noget, men lige nu ikke får lov. Der er masser af politiske svar på nød. Men politiske tiltag kræver dokumentation for effekt og den slags. Og så vikler man sig ind i et netværk forskellige synsvinkler og hensyn og kommer aldrig ud. Det er lettere at se nogle billeder af lidende børn, og så give nogle penge.

Og det kan vel ikke være så galt.

Hele Københavns nye koncertsal åbner snart!

Jeg bruger åbningen af DRs nye koncertsal som anledning til at åbne min blog igen. Jeg ville gerne åbne med en rigtig anmeldelse, og prøvede også at bestille billet til Beethovens 9. den 6. februar. Udsolgt! Selvfølgelig! Inden jeg nåede den barriere havde jeg siddet og regnet snusfornuftigt sammen hvad koncert- og togbillet ville koste sammenlagt. Skulle jeg tage fri og købe orange billetter tidligt på fredagen? Eller skulle jeg bare tage tidligt fri og betale DSBs ågerpris.

DRs koncertsal er hele Danmarks stolthed, men for mig koster det tre gange så meget at gå til en koncert dér, som det gør for en københavner. Det skulle bare lige nævnes.

For hvem kunne forestille sig at man lagde noget som helst i f.eks. Odense. Det kunne ellers blive flot. Odense Koncert Sal kunne den hedde.

Debatten er naturligvis blusset op, og Politiken har besluttet at lægge en kritisk, anti-elitær vinkel. Den klassiske kadedral er skudt op på Amager, ironiserer Kjeld Hybel i overskriften, og så ved man allerede hvor han står. Han prøver bare ikke at argumentere. Det eneste der flyder fra hans pen er forargelse over at den lille flok finsmækkere i Danmark som kan lide klassisk musik har fået et hus til knap to milliarder – når de nu alligevel snart uddør. Det som kunne have været et berettiget spørgsmål om økonomi og proportionssans bliver til barnagtig vrængen ad noget Kjeld Hybel ikke forstår.

Han har snakket lidt med Toyota – altså lydarkitekten – og fået bekræftet at huset er optimeret til klassisk musik og egner sig mindre godt til rockkoncerter. Kjeld Hybel burde spørge sig selv hvor mange der går til rockkoncert og sætter sig i bløde sæder med hænderne i skødet. Til Rockkoncerter har vi Parken Sport & Entertainment. Eller en mark uden for Horsens. Eller dyrskuepladsen i Roskilde. For pokker Kjeld Hybel, du kan spille rock nærmest hvor som helst på de 43.000 km2 der udgør kongeriget Danmark. Så giv dog koncerthuset de sølle 26.000 m2.

Et andet og meget berettiget spørgsmål er, og man burde give koncerthuset 1,8 mia kr. Det er ikke, som Kjeld Hybel lægger op til, et spørgsmål om hvorvidt vi overhovedet skal have klassisk musik, men mere om vi behøver at have det bedste. Det bedste er det godes værste fjende, og er det i orden at skære ned på det gode?

Dén debat er for alvor svær. For hvad er godt? Seertalsmæssigt tror jeg nok at X-faktor er godt. Det er sikkert ret dyrt at producere, og det kan måske danne en reel modvægt til den musik som dyrkes i den nye koncertsal. Altså det ekstremt forfinede, akustisk raffinerede over for et underholdningsshow hvor deltagerne synger så falsk at enhver ordentlig koncertsal ville knage i vånde. Vi har begge dele inden for den hat vi med et forældet begreb kalder public service.

Det er selvfølgelig svært at stille en koncertsal op imod den slags underholdnings-programmer som altid bare reflekterer tidens mode. Næste år vil Danmark se noget andet om lørdagen, og det gør ikke X-faktor dårligere. Den type underholdning holder bare ikke så længe. Koncertsale holder derimod i mange årtier, og det gør forsvaret for dem lidt kompliceret. På den ene side vil man gerne have et moderne hus med plads nok. Man vil gerne have noget nyt. Og man vil først og fremmest have noget spektakulært. Noget der sætter Danmark på Verdenskortet. Men samtidig må man jo indrømme at det ikke rigtig er nødvendigt. At der er masser af koncertsale i Danmark inklusive Radiohusets koncertsal Rosenørns Allé. Der er planlagt en koncert i det nye hus hver 3. dag, og kan man fylde salen så tit? Ikke en chance!

Det er lidt synd at Politiken sætter en pubertær platugle til at kritisere den nye sal ”på vegne af fru Jensen” frem for at få en rigtig journalist til at stille de rigtige spørgsmål. For eksempel vil jeg gerne vide hvorfor en velfungerende koncertsal i Radiohuset fra 1940 er for gammel, mens nogle af de signalsystemer som regulerer togdriften i Danmark er ældre. Tænk hvis man forbedrede Skinnenettet i Danmark for 1,8 mia. kr… Det ville måske gøre en tur fra Århus til København hurtigere og billigere. Det ville berøre alle i hele Danmark.

Jeg synes da klodsen derovre i København ser fin ud, men DSB har sat priserne op, og skal jeg gå til koncert derovre koster det 700 kr. alene for transporten. Det er jeg faktisk tvunget til at tænke på før jeg kan nyde koncertsalen. Og så er det vel klart at jeg begynder at tænke kritisk på økonomien.

Men jeg skal da over og se den nye klods. Århus har Aros, en rød kæmpeduploklods midt i byen. Nu har København fået en blå. Jeg klager ikke over arkitekturen, sådan skal den slags nok se ud. Hvis Koncerthuset havde lignet en kæmpeudgave af storkespringvandet havde det nok fået endnu flere kritikere. Tillykke med klodsen København, jeg skal nok komme og se på den hvis jeg finder en billig orange afgang.