Olav flygter med Hanne Vibeke - det første indtryk

Filmen 'Flugten', som er baseret på Olav Hergels bog Flygtningen spiller lystigt i biograferne og får pæne anmeldelser. Den bog skal jeg da også kende, så jeg gik i gang i dag. Førstehåndsindtrykket er ikke så godt.

Bogen har flere parallelforløb. Det ene følger journalisten Rikke Lyngdal i irak. Hun er omtrent den eneste journalist i Danmark der beskæftiger sig med krigsreportage - ja med udlandsstof i det hele taget. Resten af slænget rapporterer fra børnehaver eller tester brødristere og curlere. I det andet spor følger man Claes Kielland, den helt og aldeles profitstyrede chefredaktør på Morgenavisen Danmark, som har taget Hitchcocks ledelsesprincip til sig: journalister bør behandles som kvæg. Der er alligevel ingen der læser artiklernes byline, så om der står det ene eller det andet navn kan være lige meget. Og så skal avisen helst skrive om det som det nordsjællandske læsersegment kan lide. Det indbefatter ikke krigsreportager, og slet ikke kritiske sådanne.

Det ligner en karrikatur, men pas på! Det ligner setuppet til en nøgleroman det her. Alene placeringen på en avisredaktion og det tilsyneladende neutrale, men sigende navn Morgenavisen Danmark er nok. Da Tom Kristensen skrev Hærværk i 1929 og lod hovedpersonen arbejde for 'Dagbladet' var det klart nok at han skrev om Politiken - hvor han selv havde sin gang forstås. Olav Hergel har imidlertid ikke arbejdet på Jyllands-Posten, men på Berlingske. Politikerne er genkendelige, og har blot skiftet navn.

Det leder tanken hen på Hanne Vibeke Holst, og hendes Kronprinsesse-trilogi som jeg har læst 2/3 af. Hendes romaner er nøgleromaner næsten hele vejen igennem - minus det lille rum der skal være for ens egen mening om f.eks. hovedpersonen Charlotte Damgaards identitet. Olav Hergel faktisk udtalt at Kronprinsessen har ændret hans liv, fordi han tænkte at 'det kunne han da også'. Og nu har han så skrevet sin egen bog, som jeg faktisk synes minder en del om Holst.

Det der så alligevel løfter bogen er Olav Hergels 18 års erfaring som journalist på Berlingske. Man kan altså regne nogenlunde med at han har noget at have sin satire i. Netop hans satire irriterer mig, for den er så sort-hvid, og man får det indtryk at aviserne nærmest ikke skriver andet end lokalstof fra Nordsjælland og test af brødristere, og at udlandsstoffet er noget man kan flytte om på de bageste sider efter behag. Nu må jeg tilstå at jeg ikke er fast læser af Berlingske, men i alle andre aviser jeg kender, er der faste sider for indlands- og udlandsnyheder. De ikke bare ligger et bestemt sted i avisen, de skal også fyldes ud med noget.

Selvfølgelig er der brug for folk der kræver bedre journalistik. Olav Hergels holdning er prisværdig og nødvendig. Bare han ville skrive en roman der foregik på Tv-Avisen og handlede om hvordan de opprioriter historier om danske politikeres ligegyldige skænderier og nedprioriter vigtigt udlandsstof. Tv-Avisen passer udmærket til hans kritiske vinkel. Det er faktisk muligt at bruge en hel Tv-Avis næsten uden at tale om andet end ligegyldige danske navlepillerier. Det kan man forhåbentlig ikke i en avis. Jeg ved ikke med Berlingske, men søster Weekendavisen har da meget af den slags som Olav Hergel efterlyser.

Der findes elitære aviser og elitære tv-programmer som bedriver ordentlig journalistik. De bredere medier halter bagefter. Men det går jo ikke just fremragende i brancen, og jeg gad nok se den redaktør som ankommer lige så fløjtende og hændergnidende på arbejde som Claes Kielland. Og den redaktør der bliver lige så fortvivlet og svedig ved at hans avis er nødt til at bringe en fremragende artikel næste dag.

jeg klør på, men foreløbig synes jeg Olav Hergel er Hanne Vibeke Holst på den lidt trælse måde.