søndag den 25. januar 2009

Vind en VW Passat

Enhver intellektuel der skriver om Danmarksindsamlingen i går vil sikkert først slå ansigtet i dybe folder og overveje hvilken tilgang der mon er den rigtige. Den begejstrede, den afdæmpet bifaldende, den kritiske, den ironiske, den sarkastiske, den onde.

Der er mange at vælge imellem, og det interessante er at man i princippet har frit valg. Situationen indbyder til lidt af det hele. Bestemt en masse ironi over at DR, som ikke må vise reklamer lige har givet VW reklame som nærmest ikke kan betales for penge. Men må alle principper ikke vige for det gode formål? Er man ikke nærmest nødt til at acceptere at dette her er salg, lokkeri, afpresning og overtalelse. Nogle skal bruge det ene for at slippe skillingerne, nogle det andet.

Mellem underholdningsindslagene var indlagt tvshop-agtige små film hvor man vist hvad ens penge ville gå til og hvorfor det nytter. Det var naturligvis også salg af en god sag. Statistisk set nytter det ikke noget at hælde penge i Afrika. Det har vi gjort i årtier uden at det kan ses. Men for den enkelte afrikaner der bliver hjulpet betyder det naturligvis noget.

Derfor giver vi geder i flokkevis. Bla. derfor har vi givet de 72 mio. Og af så mange andre grunde. De fleste virksomheder har nok taget pengene af reklamebudgettet. Og det kunne mere end nogensinde før ses at det er et vilkår vi accepterer. Skidt med at vores velgørenhed er sponsorereret. Skidt med at vi måske også lidt betaler de 150 for at deltage i et spændende lotteri. Reklame må der til, og det skaffer flere penge i kassen.

Igen og igen fik vi lov at høre om VolksWagens Golf og Passat som var udloddet. Og værterne priste bilerne, kørte rundt i dem og var ved at falde helt i svime. De biler har måske kostet 1.000.000 eller deromkring. Men det er der jo også andre der har givet. VW fik oveni donationen en super reklame, over for 3.000.000 seere.

Og selfølgelig er det da ligemeget når nu pengene bliver brugt på noget nyttigt. Men det er alligevel værd at spekulere på om der skulle findes alternativer til shows som dem her. 72 mio er en net sum. Men for nu at sammenligne med noget, så er det knap 0,2 promille af vores statsbudget på 400 mia. Derfor synes jeg egentlig den politiske diskussion er lige så vigtig. Den batter en hel del, fordi politikere har det behagelige privilegium at kunne give folks penge væk uden at de behøver slå på tromme først eller udlodde Golfer og Passater. Vi er efterhånden holdt op med at diskutere hvordan regeringen 'fastfrøs ulandsbistanden på 1999-niveau', dvs. satte den ned. Vi er holdt op med at råbe "1% til Verden". Men Det ville ellers batte mere end 72 mio. der er vredet, rystet og trukket ud af danskerne. Vi giver faktisk en pæn slat penge i udviklingsstøtte, bistand og nødhjælp næsten uden at vide af det. Det gør slet ikke noget i mine øjne.

Et lille regnestykke: formentlig er ca. halvdelen af de 72 mio. fra private. Det svarer til at 240.000 mennesker har givet 150 kr. Hvis nu hver husstand gav 100 kr. om måneden i stedet? Det lyder vildt. I stedet for at 240.000 mennesker giver 150 kr. en gang om året, så vil jeg have 1.000.000 huse til at slippe 100 kr. 12 gange om året. Men det er da ingenting. Og for det beløb, som man knap ville opdage, kunne vi samle 1,2 mia. kr.

Vi kunne også, nu vi er i gang, afskaffe vores egen dyre landbrugsstøtteordning, og så begynde at købe korn i Kenya. Det ville hjælpe afrika der hvor de faktisk kan bidrage med noget, men lige nu ikke får lov. Der er masser af politiske svar på nød. Men politiske tiltag kræver dokumentation for effekt og den slags. Og så vikler man sig ind i et netværk forskellige synsvinkler og hensyn og kommer aldrig ud. Det er lettere at se nogle billeder af lidende børn, og så give nogle penge.

Og det kan vel ikke være så galt.