Kristen spiritualitet

Foredraget i SMÅ denne aften handlede om kristen spiritualitet. Jeg var altså advaret. Men jeg håbede faktisk på at lære noget nyt. Spiritualitet ja, men kristen. 

…Men nej. Jeg blev ret skuffet. Ikke fordi foredraget var dårligt, for det tiltalte da en del andre, deriblandt folk som var kommet netop for at høre Ben Alex og sad i yogastilling med alle antenner ude. Jeg var tilfældigvis kommet til at sidde lige over for manden, og kæmpede for at se bare lidt interesseret ud. 

Spiritualitet betyder at Gud skal ud af kirken. Ben Alex’ bog om den sag hedder meget sigende ’vejen ud’, og han vakte efter eget udsagn stor opstandelse med den for ti år siden. Kirken pakker gud ind i en masse dogmer, og kalder Jesus for hans søn. Men Ben Alex vil hellere spørge sig selv hvem Gud er. Han er vist nået til noget i retning af at Gud er en slags visdomskilde, Jesus var en oplyst eller indviet, og når man selv når den samme erkendelse vil man så at sige blive bror til Jesus og selv søn af Gud. 

Han har hørt det som en slags stemme inden i sig selv, der bød ham vælge mellem Jesus og Sandheden. Han valgte Sandheden. Og dermed fik han ”en endnu større Jesus” – som altså er den Jesus som du står side om side med som indviet og søn af Gud. 

Ben Alex holder en hånd op med spredte fingre. Se, fingrene er de forskellige religioners fundamentalistiske form. Deres dogmatiske form. Bevæger man sig ned ad fingrene nærmer man sig de andre religioner, men slæber traditionen fra sin egen religion med. Ben Alex vil gerne ned på håndfladen. Slippe traditionen også. Ikke sådan at han vil kaste kristendommen overbord, men han vil også kunne læse og lære af Buddhisme og hvad ved jeg.

 

Folk der kender mig vil mærke den stille ironi, og jeg iler den tilføjelse at jeg ikke påstår at have forstået hans fremstilling til fulde. Faktisk forstår jeg ingenting. Det er problemet. For hvem gør det. Hvem kan sige at man forstår det, når en mand fortæller at han har haft en åbenbaring. Eller at han er blevet indviet? Der er flere grunde til at jeg følte ét langt dejá vu i aften, og én af dem er at det hele er så postuleret.

Bibelen? Hvorfor læse den… Kirken, dér finder man ikke Gud, det gælder om at aflære, smide væk. Præster har han det svært med. De vil ikke forstå ham. Det tror i øvrigt pokker, når de har brugt mange år på noget han mener er underordnet. Men altså, smid ud, skær bort. Det gælder om at finde frem til énhed. Væk med dualistisk tankegang som mørke/lys eller liv/død. Ja væk med gud/menneske-dualismen. Du er guds søn, gud er visdom og du er indviet.

Det er sådan noget som gør spiritualitet så uendelig tvivielt. Den dér længsel imod enhed. Hvorfor er enhed godt? Det synes jeg på ingen måde er selvindlysende. Hvorfor er dualisme af det onde. Hvorfor er konflikt af det onde. Sjovt nok snakkede han en del om at kaste sig ud på de 70.000 favne vand, og havde også skrevet en bog om Kierkegaard. Men gamle Sørens pointe med den vandmetafor var jo netop at man skulle tro på paradokset, på at Gud var blevet menneske og trådt ind i tiden. Det er da dualismer så det batter. Og det er  dogmatik, og det er frygtelig uspirituelt. Jeg kommer først i tanker om det nu, og ærgrer mig lidt. 

Der er i øvrigt et stort paradoks i spiritualitet. Man kan skrive tykke bøger om komplekse emner, netop fordi de komplekse, altså sammensatte. For hvordan relaterer del A sig til del B, skal vi tilføje en del C og ændrer det så vort syn på del A. Ny viden om en del fordrer mere viden. Der dukker hele tiden nye spørgsmål op. Den regres vil Ben Alex bryde. Det handler ikke om at indsamle viden, men om at komme tilbage – til enheden. Og hvordan beskrive sådan en enhed. Det kan man ikke rigtig. Enhed er en mystisk oplevelse. Det handler om at møde gud. Det kan kun den enkelte gøre. Og så er spørgsmålet hvad vi egentlig skal med alle disse bøger. En konsekvens af spiritualitetens snak om enhed og personlig tilgang til Gud må vel være at man holdt op med at skrive. 

Men Ben Alex skrev altså en bog om for ni år siden om hvordan man finder ud af hvad Gud er for en selv.  Dengang var det åbenbart frygtelig kontroversielt, for hans budskab blev kaldt kættersk og alt muligt. Jeg måbede noget ved den oplysning, jeg troede kættere var noget man udråbte for 500 år siden. Og i dag findes der jo hundreder der har budskaber der til forveksling ligner Ben Alex’. Kirken ville få gevaldig travlt hvis den skulle til at udråbe kættere. Han fortalte det selvfølgelig med ansigtet i de rette, bekymrede folder og nævnte også hvilke problemer det gav ham. Men egentlig må det vel være en Guds gave til enhver at blive kaldt kætter. Højere når man vist ikke. End ikke Erwin Neutzky-Wulff har høstet den ære, selvom han har nyoversat Første Mosebog, indført polyteisme og kaldt Teologer onde og manipulerende. 

I dag er budskabet næppe særlig kættersk, og der er da også gået næsten ti år.