Z, årgang 98, 10 år

Her ser man de få seje som mødte op til Z-klassens tiårsjubilæum i fredags. Fra højre Helle, Nikolaj, Karin, Mikael, Alex, Jacob og undertegnede. Senere kom Anne Kathrine og Anée. Når vi mødes - formentlig færre - til vores 25 års jubilæum, vil jeg være nøjagtig 43 år, og dermed svare til Edvard Ellerstrøm, Theodor Amsted, Harald Horn, Michael Mogensen og de andre fra Scherfigs Forsømte Forår. Jeg vil sørge for at nyde alle forårene indtil da, og har vist ingen chokerende afsløringer heller. Men der er 15 år til. Det var meget hyggeligt denne gang.

1-2-3

På éntallige opfordringer slutter jeg mig til en litterær selskabsleg, der fungerer som følger:

1. Ræk ud efter den nærmeste bog
2. Slå op på side 123
3. Find den femte sætning på denne side
4. Læg denne og de følgende to sætninger ud på din weblog sammen med disse
instruktioner
5. Kommentér citatet
6. Tag fem andre personer og kreditér den som taggede dig

Jeg kender forskellige versioner af den leg, og det handler selvfølgelig mest om at generere tekst. Man starter med et udgangspunkt for inspiration, som i princippet kan være hvad som helst, f.eks. sætning 5, 6 og 7 på side 123 i en tilfældig bog. På et debatforum havde vi det princip at man skulle skrive to ting, og den næste skulle vælge hvad han foretrak. Jeg tror Coca-Cola og Pepsi var oppe fire-fem gange, selvfølgelig, men det var også fordi folk blev revet med af diskussionen, og kommenterede ting folk havde skrevet flere indlæg tilbage. Der kunne køre flere parallelle diskussioner i den tråd, selv om den principielt ikke havde noget emne. Senere var der en debatredaktør der flyttede debatten til det 'frie debatforum', hvor den døde en stille død. Den slags lege er noget man deltager i for sjov og uden grund. En lille ændring i omstændighederne, bare det at debatten bliver flyttet, kan betyde at folk mister lysten. Lige som når de første to gæster går fra en fest og trækker de næste seks med.

1. Nå, men jeg leger gerne. Jeg har altid bøger inden for en armslængdes afstand (Det omvendte armslængdeprincip), så jeg rækker ud og griber Erik Meier Carlsens bog "Tilstedeværelsen. Dalai Lamas liv og lære - uden pynt". Jeg købte den bog fordi Tibet jo er aktuelt og fordi jeg godt kan lide undertitlen "uden pynt". I hvert fald tænkte jeg at det her var en anden slags bog end alle de selvudviklingsbøger der som fremstiller Dalai Lama som forbillede for enhver der vil have et godt og harmonisk liv. Jeg mener godt jeg kan udvikle mig selv uden hjælp fra han Hellighed, men det er altid værd at søge information om det man ikke ved nok om.

2-4. Sætning 5,6 og 7: "Neichung-oraklet erklærede igen, at der var fare for hans liv. Her er det måske værd at bemærke, at ingen af de forudgående fire Dalai Lamaer, fra den 9. til den 12. havde nået myndighedsalderen. De var alle døde under omstændigheder, der kunne tyde på urent spil i den forgiftede atmosfære i Lhasas politiske og religiøse elite."

5. I så fald skal der nok ikke ligefrem et orakel til for at fastslå hvad oraklet fastslår her... Jeg finder det enormt interessant at den nuværende Dalai Lama har foreslået at den kommende 15. Dalai Lama skal udpeges før han selv dør, for at sikre at kineserne ikke prøver at få indflydelse på udvælgelsen. Interessant fordi det er så skærende realpolitisk. Netop fordi det er politisk.

Ellers ser man ofte Dalai Lama hilse med håndfladerne samlet foran ansigtet på en rar måde, mens alverdens præsidenter og statsministre står i kø for at møde ham og blive fotograferet med ham. Der ser godt ud på billeder. Virker fredeligt og sympatisk, og er godt til at styrke ens image efter en opslidende krig.

Men det hans Hellighed nu foreslår er slet ikke ufarligt. Og så er det samtidig så mærkeligt. Dalai Lama kan vel ikke inkarneres igen hvis han udpeges før den nuværende inkarnation er død. Det kunne godt lyde som om den 14. Dalai Lama slet ikke tror på at han er den han er. At han har et pragmatisk forhold til sin egen status som Lama. Eller har han blot tvunget sig selv til at udøve doublethink for at redde den institution han er en del af?

6. Jeg blev tagget af Rasmus . Utroligvis kender jeg ikke fem andre bloggere, og heldigvis for det, for blog tager tid, mange blogs tager al ens tid - især hvis man skal skrive på sin egen også. Og underholde katten. Så den ryger videre til Villum

EM!

Dovne ben!

Lousie hjemme igen!

Kat på menuen

Nu hvor jeg er blevet medlem af kattelobbyen er det vist på tide at komme ind i kampen! Som bekendt har en gruppe studerende på Journalisthøjskolen gjort et nummer ud af at flå, tilberede og fortære en kat.

Billeder kan ses her: http://www.facebook.com/photo_search.php?oid=17811671431&view=all og artikel læses her: http://www.facebook.com/topic.php?uid=17811671431&topic=4163

De har ikke selv slået katten ihjel, den skal være skudt af en landmand, for at holde bestanden nede. Det burde gøre i det mindste drabet på katten helt ukontroversielt. I hvert fald for dem som accepterer at den enkelte søde, bløde kats ret til at leve kan afhænge af den noget abstrakte bestand.

For kokken Nikolai Madsen er det ligegyldigt om katten har været sød og blød før han pelsede den: "Det rører mig ikke, at katte er kæledyr. En kat er kun et kæledyr, hvis man gør den til et kæledyr". Det argument hidser mig ikke op, for det er reelt nok. Mange steder, vistnok især i Tyrkiske slagterforretninger, er kaniner en fast vare. Det der gør den journalistiske happening så plat er at den provokerer uden rigtig at vække til eftertanke. Pointen er at vi skal tvinges til at overveje om et kæledyr rangerer højere end en slagtegris. Men det gør det jo. Det er derfor vi har kategorien kæledyr.

Nikolai Madsen har valgt at indtage et helt og aldeles abstrakt standpunkt og udtaler ”Jeg synes egentlig, det er lidt pjattet at blive forarget over, at man har lyst til at tilberede en kat (...) For mig er en kat såvel som en kanin bare kød, bare mad.” Problemet med det standpunkt er at det kan han jo sige om alt kød. Ville han også spise menneskekød med velbehag, for det er jo også bare mad? Distinktionerne mellem søde dyr, og fødedyr er måske kunstig, men den er stadig reel nok.

Folk er ikke hyklere fordi de kæler med katte og spiser grise. Det eri øvrigt i orden at påpege hykleri hvor det forekommer. Jeg argumenterede for nogle år siden imod et forbud mod dyresex af netop den grund. Jeg mente og mener at man skal bruge sine kræfter på at forhindre dyremishandling i almindelighed, og ikke mindst sikre at det ikke ligefrem er muligt at mishandle dyr lovligt. Dyremishandling er vigtigt at komme til livs. Selv dyr man ikke kæler med, skal behandles ordentligt.

Men selv når det er slået fast er der forskel på dyr. Det er ikke en naturlig forskel, den er menneskeskabt. Vi har en tendens til at overføre vores egne følelser på visse dyr. Det gælder katte og hunde især, mens svinet, som vi er genetisk meget nært beslægtede med lader os kolde. Sådan er det. Hvis artiklen fra Journalisthøjskolen var et oplæg til debat om netop det, så tror jeg ikke den debat vil ændre ret meget. Der er fem gange så mange svin i Danmark som mennesker, og jeg tvivler på at de vil modtage ret meget kæl før de bliver par- og eksporteret til England og Kina. Og lad os så have vores kælekatte i fred.

Søndagsdriveri

Lousie

Vi hentede Lousie hos Dansk Dyreværns dyreinternat i Tranbjerg hvor hun var indleveret som herreløs. Hun havde charmeret sig ind på alle, og der var ikke én ansat som ikke havde en mening om hende. Hun er uimodståelig! Det er utroligt at nogen vil skille sig af med sådan en kat. Flere billeder følger!

Isbjørnens Land (version 1.1)

Der er omkring femhundrede kilometer fra Grønland til det nordlige Island. Det en lang tur at svømme, selv hvis det sker med store isbjørnelabber. En modig isbjørn kastede sig ud i den lange svømmetur. Hvem ved hvor længe den lå og stønnede og plaskede. Måske i to døgn. Hvor udmattet var den ikke, da den endelig, langt om længe øjnede land. Mon den da fik nye kræfter, mon ikke den koncentrerede sin sidste energi, tog de sidste drøje tag med labberne og flød majestæteligt i land som en Erik den Hvide. Først lå den nok et par timer på ryggen, for selv isbjørne kan blive udmattede. Der lå den og lyste hvidt mens landet omkring den var mærkeligt, sprækket, gråsort og fyldt med mærkelige lyde, boblen, syden, knirken. Den mærkede landet rumle under sig og følte kraften samle sig, den følte sig stærk, og snart var den helt udhvilet. Isbjørnen rejste sig på bagbenene og så sig omkring Den følte sig stolt, den var klar til en ny begyndelse. Den havde overvundet Nordatlanten, det nye land lå for dens fødder.

Da kom de indfødte. En høj, kraftig mand der vinkede med et stort, hvidt flag og råbte "Friður, friður" mens en lille, bleg mand gik bag ham og rodede i sin taske og så meget nervøs ud. Isbjørnen vinkede til dem, og stoltheden svulmede i dens bryst med fornyet energi. Nu ville den få sin anerkendelse. Dyr bryder sig ikke om rekorder, det er en gammel sandhed. Dyr ønsker deres daglige føde, og så lidt afveksling som muligt, for afveksling er lig med fare. Men mennesker, de lever hele liv bare for at lægge nye længder til gamle rekorder, ofte med fare for deres liv. Isbjørnen vinkede, og kom de to i møde. Men et vink med en isbjørnelab kan let misforstås. Den lille, blege mand smed sin taske på jorden og løb omkring ti meter tilbage. Isbjørnen blev stående lidt mens manden greb noget aflangt.

Den lyste hvidt mod den grå jord. Den var et fremmedlegeme, og den lille, blege mand vidste at fremmedlegemer altid var farlige. Han rettede sit gevær mod bjørnen og et brag smældede. Isbjørnen hørte aldrig braget. Den var død da lyden nåede den. Den rungede i et sekund, så var også lyden væk. Den store, hvide krop, faldt om så jorden rystede. Den var stadig våd af havvand. Men nu flød rødt isbjørneblod ud over jorden og forgrenede sig til små bække af salt og blod, fandt sprækker her og der, og sivede langsomt nedad, hvor det mødtes med øens egen varme kerne. Den hvide bjørn fra den hvide ø havde åbnet sig, givet sin brændende viljekraft til den vilde, selvrådige ø.

Og menneskerne tog hjem; de havde sikret deres hjem for endnu en dag. Men i øens indre kogte isbjørnens blod, dens ånd voksede, øen begyndte at drømme. I dens indre opstod livskraftige billeder, et Island med nye horisonter, som den selv måtte skabe. For en ø kan ikke flytte sig. Dens horisont er det flade hav. Men for andre er den selv en horisont, og tanken spirede i øens indre at den jo selv kunne bestemme hvordan denne horisont skulle se ud. Den så sig selv skyde ryg og hæve sig over havet i majestæt, som isbjørnen havde gjort. Og landet vred sig i fryd over dette drømmesyn. Og da det vred sig opstod store sprækker, hed damp vældede op af jorden, rødglødende lava og sort røg spruttede fra øens indre. Den lille ø blev gennemrystet, og stedet hvor isbjørnen var blevet skudt begyndte at skyde i vejret. Jorden hævede sig, rumlede, damp undslap hist og her, det nye bjerg voksede og voksede, og blev ved at vokse i to døgn. Så faldt bjerget til ro, porerne lukkede sig, og hele øen faldt i en dvale. Den havde skabt en ny horisont for alle som kom til landet udefra. Nu lå den kold og vindomblæst og hvilede, mens det nye bjerg langsomt kølnede. Og se! på bjergets top samledes sne - hele den rundryggede bjergkam blev langsomt hvid som en stor, venlig bjørn.

Da skete det at menneskene, som levede i nærheden blev trætte af deres tryghed. Man mindedes svagt en dag hvor et farligt dyr var kommet tæt på, og det havde rislet folk så skønt ned ad ryggen. Man havde haft noget at snakke om, jojo, men så havde nogen skudt dyret, og nu var man igen begyndt at kede sig. Så man arrangerede en vandretur op på det store bjerg. Mange fra bygden tog med, og de gik længe opad i det askegrå terræn til de kom til snegrænsen. Her holdt de en kort pause og skiftede sko, mens nogle begyndte at blive urolige. En enkelt besluttede at han ikke ville gå længere, og da han vendte hjemad fulgte tre andre med. En lille, bleg mand var fast besluttet på at fortsætte, og kaldte til opbrud. Han tog sin rygsæk på, og satte resolut sin støvle i sneen. En rumlen gennemrystede bjerget, og folkene fra bygden så med rædsel mod toppen. En sprække havde åbnet sig øverst oppe på ryggen, og sort røg vældede op af sprækken. Og også manden, der havde skudt bjørnen så op, og han så en tynd flod af blodrød lava løbe ned ad bjergsiden. Sneen forsvandt hurtigt. Han mærkede hvordan varmen steg. Og nu så han at næsten hele byen var på flugt ned ad bjerget. Han vendte ryggen til det sårede bjerg og hastede efter.

Udbruddet stoppede tilsyneladende efter et par timer. To uger efter var bjergsiden igen kold, og sneen samlede sig på bjergtoppen. Landbyboerne var ikke så eventyrlystne mere, men en høj, kraftig mand vovede at bestige isbjørnebjerget. Han havde været med, da bjørnen blev skudt. Han var en eventyrer, og havde den dengang følt en dyb erbødighed for det stærke dyr. Tænk at svømme så langt over havet. Hvilken udlængsel!. Da han stod på toppen og så ud over havet bildte han sig ind, at han kunne se helt til Grønland. Og eventyrlysten fik hans hjerte til at hamre. Han kneb øjnene sammen, løftede armen og hilste mod det store land i nordvest.

Jeg kommer! tænkte han. Og under sig syntes han det var som om bjerget gav et gevaldigt suk. Et stykke væk steg en sky til vejrs. Ikke en røgsky som fra et gevær, mere som en venligt pust fra en isbjørnesnude på en frostklar dag i Grønland. Dampskyen opløstes i vinden, og var væk. Han begyndte at gå ned ad bjerget igen.

Isbjørnens land

Der er omkring femhundrede kilometer fra Grønland til det nordlige Island. Det en lang tur at svømme, selv hvis det sker med store isbjørneluffer. En modig isbjørn kastede sig alligevel ud i den, svømmeturen, og hvem ved hvor længe den lå og stønnede og plaskede. Måske i to døgn. Hvor udmattet var den ikke, da den endelig, langt om længe øjnede land. Mon den da fik nye kræfter, mon ikke den koncentrerede sin sidste energi, tog de sidste drøje tag med labberne og flød majestæteligt i land som en Erik den Hvide. Først lå den et par timer på ryggen, for selv isbjørne kan blive udmattede. Der lå den og lyste hvidt mens landet omkring den var mærkeligt, sprækket, gråsort og fyldt med mærkelige lyde, boblen, syden, knirken. Den mærkede landet rumle under sig og følte kraften samle sig, den følte sig stærk. Isbjørnen rejste sig på bagbenene og så sig omkring, den følte sig stolt, den var klar til en ny begyndelse. Den havde overvundet Nordatlanten, og det nye land lå for dens fødder.

Da kom de indfødte forbi. En mand der vinkede med et stort, hvidt flag og råbte "Friður, friður" mens en anden mand gik bag ham og rodede i sin taske og så meget nervøs ud. Isbjørnen vinkede til dem, og stoltheden svulmede i dens bryst med fornyet energi. Nu ville den få sin anerkendelse. Dyr bryder sig ikke om rekorder, det er en gammel sandhed. Men mennesker, de lever hele liv bare for at lægge nye længder til gamle rekorder. Isbjørnen vinkede, og kom de to i møde. Men den bageste mand smed nu sin taske på jorden og løb omkring ti meter tilbage. Isbjørnen blev stående lidt. Den lyste hvidt mod den grå jord. Den var et fremmedlegeme, og den indfødte rettede et gevær mod den og et brag smældede. Isbjørnen hørte aldrig braget. Den var død da lyden nåede den hvide krop som havde tilbagelagt 500 km over havet. Den rungede i et sekund, så var også lyden væk. Nu flød rødt isbjørneblod ud over jorden, fandt sprækker her og der, og sivede langsomt nedad, hvor det mødtes med øens egen varme kerne. Den hvide bjørn fra den hvide ø havde åbnet sig, givet sin brændende viljekraft til den vilde, selvrådige ø.

Og menneskerne tog hjem, havde sikret deres hjem for endnu en dag. Men i øens indre kogte isbjørnens blod, dens ånd voksede, øen begyndte at drømme. I øens indre opstod livskraftige billeder, et Island med nye horisonter, som den selv måtte skabe. For en ø kan ikke flytte sig. Dens horisont er det flade hav. Men for andre er den selv en horisont, og tanken spirede i øens indre at den jo selv kunne bestemme hvordan denne horisont skulle se ud. Den så sig selv skyde ryg og hæve sig over havet i majestæt, som isbjørnen havde gjort. Og landet vred sig i fryd over dette drømmesyn. Og da det vred sig opstod store sprækker, hed damp vældede op af jorden, rødglødende lava og sort røg spruttede fra øens indre. Den lille ø blev gennemrystet, og stedet hvor isbjørnen var blevet skudt begyndte at skyde i vejret. Jorden hævede sig, rumlede, damp undslap hist og her, det nye bjerg voksede og voksede. I to døgn voksede bjerget. Samme tidsrum som isbjørnen havde brugt på at svømme fra Grøndland. Så faldt bjerget til ro, porerne lukkede sig, og hele øen faldt i en dvale. Den havde skabt en ny horisont for alle som kom til landet udefra. Nu lå den kold og vindomblæst der. Og se! på det nye bjergs top samledes sne. Langsomt blev hele toppen hvid som en stor, venlig bjørn.

Da skete det at menneskene, som levede i nærheden blev trætte af deres tryghed. De mindedes svagt en dag hvor et farligt dyr var kommet tæt på, men det havde man skudt, og nu var man igen begyndt at kede sig. Så man arrangerede en vandring op på det store bjerg. Mange landsbyboer tog med, og de gik længe opad til de kom til snegrænsen. Her holdt de en kort pause og skiftede sko. Da de gik videre var det netop den mand, der havde skudt bjørnen, der satte den første fod i sneen. En rumlen gennemrystede bjerget, og landsbyboerne så med rædsel mod toppen. En sprække havde åbnet sig øverst oppe, og sort røg vældede op af sprækken. Og også manden, der havde skudt bjørnen så op, og han så en tynd flod af ildrød lava løbe ned ad bjergsiden. Sneen forsvandt hurtigt. Han mærkede hvordan varmen steg. Og nu så han at næsten hele byen var på flugt ned ad bjerget. Han vendte ryggen til den sønderskudte isbjørn og hastede efter.

Udbruddet stoppede tilsyneladende efter et par timer. To uger efter var bjergsiden igen kold, og sneen samlede sig på bjergtoppen. Landbyboerne var ikke så eventyrlystne mere, men en enkelt vovede at bestige isbjørnebjerget. Da han stod på toppen og så ud over havet bildte han sig ind, at han kunne se helt til Grønland. Og eventyrlysten fik hans hjerte til at hamre. Han kneb øjnene sammen og så mod det store land i nordvest.

Jeg kommer! tænkte han. Og under sig syntes han det var som om bjerget gav et gevaldigt suk. Et stykke væk steg en dampsky til vejrs, opløstes i vinden, og var væk. Han begyndte at gå ned ad bjerget igen.