Jyllands-Postens kronik i går havde den noget vage titel
Islam er religion og politik. Det må være agurketid på kronikredaktionen for kronikken tilfører intet som helst nyt til debatten om islam. I stedet fremlægger den en række påstande som alle er hørt før. De fleste er diskutable, men kronikken er ikke egentlig polemisk, den fremlægger bare synspunkterne side om side med et vue over de sidste 700 års Europahistorie.
For at man ikke skal være i tvivl om noget indleder skribenten med "Europa er blevet invaderet af muslimske hærstyrker og civile muslimer i mange hundrede år." De næste linier om muslimernes erobring af først mellemøsten, dernæst Nordafrika og siden den Iberiske halvø er ikke forkert, men sammen med indledningssætningen tegner den et billede af en muslimsk kultur der angriber os og har gjort det siden dens fødsel i 1300-tallet. Men det at gå ind på et fremmed område med soldater og give sig til at bestemme var jo noget man (romerne) havde gjort i Europa i et årtusind. Hvorfor er muslimer særligt onde når de gør det?
Så får vi historien om muslimerne som 'angriber' os demografisk, dvs. ved at strømme til som flygtninge eller familiesammenførte for derefter at blive flere og flere. Den har vi også hørt de første 50 gange før.
Lidt interessant er det at Saudi-Arabien bygger moskeer i Europa og i det hele taget støtter muslimsk kultur. Men Alf berører kun emnet forbigående. Det er ellers interessant at moskéer i Balkanlandene er bygget i en særlig lokal byggestil med en ottekantet, hvid bygning og én minaret, som oftest har form som en rund blyant. Udenfor nogle af disse moskeer har man placeret små boder hele vejen rundt. Moskeerne er en naturlig del af gadebilledet og pranger ikke. Når Saudi-Araberne bygger moskeer på Balkan sker det naturligvis ikke i denne stil, men i arabisk stil. Det er interessant nok hvilke konsekvenser det har.
Grunden til at jeg skriver dette er imidlertid at vi også her skal trækkes igennem den fortærskede påstand om at islam ikke blot er en religion, men at religion og politik er forbundet. Det er sagt så mange gange før at jeg undres over at JP lægger papir til denne gang nr 117.123. Til gengæld er der forbløffende få der har vovet at diskutere betingelserne for at en religion på den måde kan blande sig selv og politik.
Først engang: hvad forhindrer en religion i at have en mening om politik? Adskillelsen af religon og politik er noget moderne, ikke noget der ligger indlejret i kristendommen. Det er rigtigt at kristendommen har et potentiale for den adskillelse der er sket. Man kan endda hævde at reformationen var forløber for oplysningen. Men den diskussion er der kun få der tager. De fleste debattører foretrækker at mene at det er islam der er speciel, og at det ligger i religionen selv at den hænger sammen med politikken.
Læser man Mosebøgerne i det Gamle Testamente vil man opdage at alle de mange regler og bud - også de lettere absurde - er led i en civilisering af et beskidt ørkenfolk. Afvaskningsritualerne kan for os moderne mennesker forekomme symbolske, men det var de ikke. Det handlede om at vaske hænder før man spiste og deslige. Og nej, det kunne man ikke have sagt sig selv. Det er ikke mange hundrede år siden at kirurger fandt på det revolutionerende nye tiltag at vaske og desinficere knivene før de opererede.
Religionen var for den tidlige jødedom et spørgsmål om at blive civiliserede mennesker. Det var også et spørgsmål om at tilbede Jahve. Det var ham der bandt folk sammen, og sikrede deres tilhørsforhold til hinanden. Sådan fungerede Islam også da den opstod, og hvilken universel regel siger at netop dette er noget en religion ikke må? I de lande hvor folk ikke har et klokkeklart tilhørsforhold til én nation ser man af og til en nationalisme der ligner religion meget. I Danmark hvor de færreste er i tvivl om at de er danske, har vi råd til en nedtonet nationalisme. Det er noget med flaget, kolonihaver, røde pølser og den slags, men det er relativt ufarligt. Det overbeviser kun de allerede frelste. Så det kan være svært at forstå hvor religiøse folk kan lyde der hvor nationalisme er alvor - tag blot Balkan som eksempel.
Var det religion eller politik? Hvad er forskellen?
Dertil kommer det litteraturteoretisk interessante: kan en tekst foreskrive hvordan den skal læses. Det hævder man jo at koranen gør. Den er Guds ord, og dermed sand. Men det er jo en påstand. Enhver bestemmer selv om man vil tro på den. Dan Brown indledte ligeledes The Da Vinci Code med en claimer, hvor han påstod at "all descriptions of artwork, architecture, documents, and secret rituals in this novel are accurate". Det er jo en del af romanen, ligesom det er en del af koranen at den påstås at være dikteret til Muhammed af Gud gennem englen Gabriel og nedskrevet af en skriver. Der er mange forskellige udlægninger af hvordan Bibelen står i forhold til Gud, og visse kristne mener faktisk at den er direkte inspireret af ham, altså at Bibelen ligesom Koranen er 'guds ord'.
Men der er ingen der ved hvordan det virkelig forholder sig. (Dog vil mange sige at Gud er den mindst sansynlige ophavsmand) .
Når man altså taler uden for en religiøs kontekst, må man også tale uden religiøse forudsætninger. Litteraturvidenskaben har i årtier været domineret af den såkaldte nye kritik,
new criticism. Det indebærer bla. at forfatteren til en tekst ikke kan udstikke retningslinjer for hvordan hans tekst skal læses. Forfatteren er død, som Roland Barthes skrev, og vi har kun teksten.
Det gælder også Koranen. Vi kan vælge at læse den som Guds ord, men det er ikke religionen, ikke islam, men os selv der vælger det. Religion er når vi er bundet sammen i et fællesskab om en helligtekst. Religion er altså også at læse teksten sammen og sammen bestemme hvordan den skal tolkes.
Villums Tegneblog er fuld af farvede pastelkridttegninger. I lørdags købte jeg så selv et sæt kridt og forsøgte mig. Denne psykedeliske kat er hvad der kom ud af forsøget. Billedet minder mig om Zapp, den dér karamelis vi spiste mellem første og anden inkarnation af Kung Fu. Det har været i 90 eller deromkring.
Jeg læser ikke Politikens tjek-sektion særlig tit, fordi de oftest tester cykelpumper, tandstikker, tøjbøjler eller andre uinteressante ting. Men smoothies det vil jeg gerne læse om. Jeg har egentlig ikke nogen mening om de forskellige mærker, for jeg plejer at blende mine smoothies selv. Men i testen af smoothien Froosh tager Politikens skribent et interessant emne op: Hvor meget frugt er der egentlig i en smoothie?
